Nyhed, 10.januar 2024

Vi må ikke glemme vigtigheden af EP-valget

.

Af Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer

 

Den grønne trepart og den snarlige Svarer-rapport har vores centrale opmærksomhed dette halvår. Men det betyder på ingen måde, at vi kan tillade os at glemme vigtigheden af Europa-Parlamentsvalget til juni. Valgets tale sætter retningen for den næste EU-Kommissions politiske prioriteter, og det har enorm betydning for landbruget. For udformningen af eksempelvis den kommende dyrevelfærdslovgivning, frihandelsaftaler og næste udgave af den fælles landbrugspolitik er det utrolig vigtigt, at vi har de rigtige danske politikere til at sætte retning, træffe de store beslutninger og udforme udspilsteksterne i EU. Jeg tror faktisk, det vil overraske de fleste, hvor meget indflydelse den enkelte politiker, også de danske, har på sagerne i Parlamentet.

Mange af de sager, vi diskuterer i Danmark, har tråde til EU-lovgivningen. Af den grund må vi ikke se arbejdet i EU som noget, der er langt fra os, og som vi ingen indflydelse har over. Vi må alle sørge for at holde os orienteret mod EU, da der her bliver taget beslutninger, der kan påvirke vores erhverv gevaldigt – både positivt og negativt.

Sammensætningen af det nye Europa Parlament i juni bliver forhåbentlig til landbrugets fordel og med den helt afgørende opgave at sikre lige konkurrencevilkår mellem EU-landene for øje. Ligeså håber vi, at den næste Kommission vil have fokus på vækst og fødevareforsyningssikkerhed i Europa. Under alle omstændigheder vil vi i L&F og via vores Bruxelles-kontor arbejde for det bedste udgangspunkt for den danske fødevareklynge i EU. Vi har brug for et parlament, der ønsker dialogen med erhvervet om at finde løsninger for de store udfordringer, vi som erhverv står over for. Og som forstår værdien af en stærk europæisk fødevareklynge, der inspirerer verden med bæredygtige løsninger.