
Den kommunistiske frihandel skaber rum for dansk eksport
Der er noget nærmest paradoksalt over, at et kommunistisk land har mere end 30 frihandelsaftaler rundt omkring i hele verden.
Ikke desto mindre er det lige præcis situationen i Vietnam, der med sine 105 millioner indbyggere og én af de få konsistente væksthistorier med årlige vækstrater, som gennemsnitligt over de seneste 10 år har været over 5 procent
Siden midten af 1980’erne har de liberaliseret deres økonomi- Đoi Moi Og den økonomiske fremgang har skabt en voksende middelklasse med købekraft. Samtidig er Vietnam i fuld gang med at bevæge sig fra lavværdiproduktion og betydeligt højere op i værdikæderne.
Fra politisk hold ser man mere sofistikeret produktion og udenlandske investeringer som centrale drivkræfter i strategien om at blive et højindkomstland i 2045. Samtidig har Vietnam ambitiøse politiske målsætninger, når det kommer til omstillingen til vedvarende energi, og det er et stort plus for mange internationale investorer, der i disse år kæmper med at gøre deres samlede produktion mere CO2-neutral.
Vietnam rykker
Alt sammen er det med til at gøre Vietnam til et interessant land for den danske fødevaresektor, hvor Landbrug & Fødevarer netop har deltaget i et eksportfremstød. I spidsen for delegation var ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V). Han var ledsaget af L&F’s administrerende direktør, Merete Juhl og en række virksomheder med engagement i Vietnam.
- Det asiatiske marked ændrer sig. På grund af forskellige omstændigheder er eksporten til Kina faldet. Det får mange virksomheder til at kigge efter andre markeder i regionen, siger Merete Juhl.
I 2020 eksporterede fødevareklyngen for mere end 15 mia. kr. til Kina mod 9,7 mia. kr. i 2023.
-Det vietnamesiske marked er i hastig udvikling, og virkelig i en brydningstid lige nu. Vi ser det blandt andet på landbrugs- og fødevareområdet, der på store stræk stadig er domineret af små landbrug med lav automatisering, men med politiske strategier og forbrugerønsker, der stiller større og større krav om fødevaresikkerhed, bæredygtighed, økologi, kvalitet og udvalg. Det giver muligheder for danske løsninger og teknologier, men også på længere sigt for danske forbrugsprodukter, siger Mette Ekeroth, der er souschef på den danske ambassade i Vietnam.
Fremstødet skriver sig ind i rækken af danske fremstød i Vietnam og i det hele taget i et langt og etableret samarbejdede to lande imellem. Det gælder blandt andet de såkaldte SSC-projekter (Strategic Sector Cooperation), der findes indenfor forskellige sektorer og også i fødevaresektoren.
I flere år har Danmark og Vietnam igennem sådan et samarbejde arbejdet sammen om at mindske antibiotikaforbruget i den vietnamesiske fødevaresektor, og Danmark har blandt andet assisteret myndighederne med udarbejdelse af lovgivning om receptpligt på veterinærmedicin.
-På den måde arbejder vi fortsat med at understøtte den vietnamesiske udvikling og med at skabe rammebetingelser, der også kan bringe danske virksomhedskompetencer i spil herude, siger Mette Ekeroth.
Det er Merete Juhl enig i:
- Det er ikke for meget at sige, at vi har alt, hvad Vietnam får brug for. Om det er genetik, teknologi til kvalitetssikring eller færdige fødevarer, er der danske løsninger. Vi har hele værdikæden, siger hun.
Også fødevareministeren lægger på linje:
- Danmark har historisk set haft et stærkt og langt udviklingssamarbejde med Vietnam. Og vi styrker nu det samarbejde. Vi har nemlig underskrevet tredje fase af vores myndighedssamarbejde, hvor vi med vores danske viden og erfaringer kan være med til at skubbe den vietnamesiske fødevareproduktion i en grønnere retning og hjælpe dem med at nedbringe madspildet, fortæller Jacob Jensen.
Pragmatisme og vækst
I Vietnam lader der altså ikke til at være en modsætning mellem det kommunistiske etpartisystem og en udpræget grad af frihandel. Samtidig balancerer landet mod USA og Kina, og i 2023 besøgte begge landes præsidenter landet. De kalder det for bambusdiplomatiet– og henviser til bambus’ evne til at være fleksibel og stærk på samme tid.
- Jeg er sikker på, at Vietnam vil fortsætte sin hastige udvikling, og det kan medføre øget efterspørgsel efter dansk udstyr og teknologi, særligt hvis vi kan fortsætte med at bringe intelligente finansieringsmuligheder med i spil, siger Mette Ekeroth.
L&F arbejder konsekvent for at øge adgangen til markeder uden for EU for danske fødevarer, og det er kompliceret at få adgangen. Her er særligt tredjelandsinspektioner, hvor udenlandske delegationer og eksperter besøger danske virksomheder og myndigheder, central for at sikre adgangen. L&F er med til at arrangere disse inspektioner, og et konkret udbytte af det arbejde er eksempelvis, at der i 2016 blev åbnet for oksekødseksport til Vietnam. I 2021 blev der sendt 1.447 tons udbenet dansk oksekød og slagtebiprodukter til landet