Nyhed, 06.juni 2024

EU-valg: Konkurrencevilkår og sikkerhedspolitik er vigtigt

L&F ser gerne, at landbrugspolitikken understøtter en bæredygtig produktion, og det skal ske i samklang med at kunne producere mange og sikre fødevarer.

Af Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer

Søndag skal vi til valg til Europa-Parlamentet.

Vi bør altid på valgdagene glæde os over, at vi lever i et land og region med frihed og demokratiske institutioner. Som vi dagligt bliver mindet om med skræmmende udmeldinger fra Kreml, så er det desværre ikke en selvfølge.

Landbruget er et af de erhverv, for hvem EU er allervigtigst. Den fælles landbrugspolitik har enorm betydning for, hvordan vi kan drive vores virksomhed. Både i fastlæggelsen af landbrugsstøtten og de rammer, vi har at producere indenfor.

Vigtigst for os er, at vi har lige vilkår at konkurrere på. En ’level playing field’.

Det gælder i forhold til vores konkurrenter i Europa, men i høj grad også i forhold til landmænd i andre økonomier, hvor landbrugsstøtte er en lige så central del af politikken, som den er i EU. Hvor diskussionen, i parentes bemærket, ikke er om man skal afvikle landbrugsstøtten – men om hvordan man skal omlægge den.

Beløn de bæredygtige frontløbere

Vi ser gerne, at landbrugspolitikken understøtter en bæredygtig produktion, og det skal ske i samklang med at kunne producere mange og sikre fødevarer. Med den geopolitiske situation er det i hvert fald ikke blevet mindre vigtigt med fokus på forsyningssikkerhed og fødevarer som sikkerhedspolitik.

De fremtidige regler bør også belønne lande, der går forrest og reelt tager ansvar for en bæredygtig produktion. Det er vigtigere end endnu flere nye ordninger og tiltag, som primært kommer dem til gode, der sidder på hænderne og venter.

Jeg håber, at vi får valgt mange danske parlamentarikere ind, der er enig i den dagsorden.

Rigtig god valgdag.