Foto: Prikken Design

Nyhed, 06.juni 2024

Forslag om grises adgang til udeareal forkastet

Et forslag om at grise skal have adgang til udeareal blev i sidste uge nedstemt af et flertal i Miljø-og Fødevareudvalget.

I starten af året indgik et bredt flertal i Folketinget en politisk aftale om dyrevelfærd ”Sammen om dyrene”, som Alternativet også tilsluttede sig.  Efterfølgende har Alternativet fremsat forslag til folketingsbeslutning om at grise skal have adgang til udeareal. Forslaget blev i sidste uge nedstemt af et flertal i Miljø-og Fødevareudvalget. Det hele viser, at trods aftale vil dyrevelfærdsområdet løbende forblive et område med politiske udspil og markeringer.  

 

Sygdoms-risikoen


L&F har i forbindelse med folketingsbehandlingen været i dialog med forskellige partier, og argumenteret for, at pladskrav til grise er bestemt af EU-lovgivningen, og at eventuelle ændringer i pladskrav skal ske i regi af EU. Samtidig er det vigtigt at huske, at adgang til udeareal er en stor risikofaktor for spredning af smitsomme sygdomme hos husdyr, herunder især Afrikansk Svinepest. Det er afgørende, at der fastholdes et højst niveau af smittebeskyttelse og forebyggende indsatser for at holde Danmark fri for AFS.