
Foto: Niels Hougaard
Hele Folketinget bag ny PFAS-handlingsplan
Landbrug & Fødevarer hilser den nye PFAS handlingsplan og en øget indsats mod PFAS velkommen. Men der mangler hjælp i planen til ramte besætningsejere.
Miljøminister Magnus Heunicke og fødevareminister Jacob Jense, præsenterede den 30. maj en ny aftale om en national handlingsplan for PFAS. Der er tale om en bred aftale mellem alle Folketingets partier.
Landbrug & Fødevarer er glade for, at regeringen og aftalepartier har anerkendt behovet for en bred aftale om en større indsats mod PFAS-forurening – og aftalen rummer rigtig mange gode elementer.
Planen indeholder 3 hovedindsatser:
- En indsats for at få ryddet op i kendte forureninger fra f.eks. brandøvelsespladser og lossepladser,
- En indsats for en undgå yderligere forurening med PFAS, bl.a. et forbud mod PFAS i tøj og imprægneringsmidler
- En indsats for at inddæmme PFAS, så det PFAS, der allerede er i miljøet, ikke spreder sig.
Det er både godt og vigtigt, at indsatsen dækker bredt i forhold til både miljø, fødevarer og forbrugerprodukter. Den indsats støtter L&F bl.a. ved at deltage i følgegruppen til regeringens PFAS taskforce.
Hvad med besætningsejere allerede ramt af PFAS?
I L&F vil vi have fokus på en høj grad af koordineringen af indsatsen her mellem Miljøministeriet og Fødevareministeriet og andre ministerier og styrelser. Det er godt, at planen igangsætter indsatser for øget overvågning af PFAS og miljøfarlige stoffer i drikkevand og fødevarer – men også har fokus på at inddæmme den PFAS, der allerede er i miljøet, så forbrugerne kan være helt trygge ved, at der fortsat ikke vil være problemer med PFAS i danske fødevarer. L&F støtter også regeringens indsats for at se på PFAS-stoffer på EU-niveau.
Vi er dog ærgerlige over, at aftalen ikke adresserer udfordringen med de besætningsejere, der allerede er ramt af PFAS forurening. Vi står med enkelte hårdt ramte besætningsejere, hvor deres dyr er forurenede, fordi de har ladet dyrene afgræsse statens arealer.
L&F arbejder videre for at sikre en retfærdig kompensation til de ramte besætninger. Vi har tidligere henvendt os til fødevareministeren om den konkrete udfordring, og dette følger vi op på.
Se miljøministeriets pressemeddelelse her