
Ambitiøs naturlov vedtaget i EU
EU’s forordning om naturgenopretning er blevet vedtaget. Nu venter vigtigt national implementering. L&F er bekymrede for konsekvenser for fødevareerhvervet.
EU-landenes miljøministre stemte den 17. juni 2024 for vedtagelse af Naturgenopretningsforordningen. Det betyder, at den aftale som blev forhandlet mellem EU-Kommissionen, EU-parlamentet og Ministerrådet sidste år i november, nu bliver gældende lov.
Forordningen har i hele forløbet været genstand heftige diskussioner, og det var helt frem til afstemningen uvist om den ville blive vedtaget.
Baggrunden for debatten har i høj grad være bekymring for konsekvenserne for landbrugs- og fødevareerhvervet. Og selvom, der som led i forhandlingerne mellem Rådet, Parlamentet og Kommissionen – de såkaldte trilogforhandlinger – blev sikret en række vigtige forbedringer, vil forordningen når den vedtages endeligt, kunne få stor betydning for fødevareproduktionen både nationalt og i Europa.
Fra Landbrug & Fødevares side bakkes der op om, at der skal ske en indsats for natur og biodiversitet – men det er vigtigt at det kan ske i samspil med en stærk fødevareproduktion. På denne baggrund er der elementer i forordningen, som giver anledning til stor bekymring. Vi havde gerne set, at man med forordningen i højere grad fokuserede på de eksisterende mål for natur i EU, som man endnu ikke er kommet i mål med.
Konsekvenser for landbrugserhvervet i Danmark
Der er ikke udarbejdet en dækkende konsekvensanalyse for påvirkningen af landbrugs- og fødevareerhvervet. Dette har været en af L&F’s centrale kritikpunkter i hele arbejdet med forordningen.
Blandt de forhold, der fortsat giver anledning til stor bekymring for landbruget, er bestemmelserne om ikke-forringelse, der som noget nyt kommer til at gælde for naturtyper uden for Natura 2000-områderne. Det er ikke klart, hvordan de vil blive tolket og implementeret nationalt, men L&F har tilkendegivet bekymring overfor både miljøministeren og fødevareministeren i forhold til de potentielle konsekvenser for landbrugserhvervet.
Centrale elementer i forordningen
Forordningen sætter bindende juridiske rammer for en lang række indsatser på land og i havet, som alle har til formål at genoprette naturen i EU. De konkrete indsatser skal beskrives i nationale genopretningsplaner, der skal oversendes til kommissionen senest 2 år efter forordningens ikrafttrædelse.
Centrale indsatser i forordningen er:
- Et overordnet mål om, at EU skal genoprette mindst 20 % af EU’s land- og havområder inden 2030 og alle økosystemer, der trænger til genopretning, skal genoprettes inden 2050.
- For at nå de overordnede EU-mål skal medlemslandene genoprette mindst 30 % af deres areal med en række udvalgte naturtyper (svarende til habitatdirektivets naturtyper) til en god tilstand inden 2030, stigende til 60 % i 2040 og 90 % i 2050. Samtidig skal levesteder for en række udvalgte arter også genoprettes.
- Sideløbende hermed skal det sikres, at naturtyper i god tilstand eller som skal genoprettes ikke forringes væsentligt (ikke-forringelsesprincippet).
- For at forbedre biodiversiteten i landbrugets økosystemer skal medlemslandene sikre fremskridt i to af følgende tre indikatorer: græsarealernes sommerfugleindeks, andelen af landbrugsjord med landskabstræk med høj diversitet eller lageret af organisk kulstof i dyrkningsjordens mineralske jord. Der skal også træffes foranstaltninger til at sikre fremgang for agerlandsfugle.
- Medlemslandene skal genoprette mindst 30 % af drænede tørvearealer inden 2030 (mindst en fjerdedel skal vådgøres), 40 % i 2040 og 50 % inden 2050 (hvor mindst en tredjedel skal vådgøres). Vådgøring forbliver dog frivillig for landmænd og private jordejere.
Ud over ovenstående tiltag fastlægger forordningen også indsatser i forhold til genopretning af bestøver-populationer, genopretning af økosystemer i skov, plantning af 3 mia. træer, genopretning af 25.000 km floder samt indsatser for biodiversiteten i byerne.
Videre proces
Landbrug & Fødevarer vil nu have målrettet fokus på den nationale implementering af forordningens bestemmelser. Det er vigtigt at der fastlægges en dansk implementering af forordningen, som ikke strider imod opretholdelsen af et stærkt dansk fødevareerhverv.
Første skridt bliver, at der inden 24 måneder fra forordningens ikrafttræden skal udarbejdes nationale genopretningsplaner, som fastlægger hvilken indsats, der skal igangsættes for at nå de nye og ambitiøse mål. Et vigtigt element i dette vil være beslutningen om, hvilke to af de tre indikatorer for biodiversiteten i landbrugslandet, som man vil vælge af arbejde videre med fra dansk side.