
Ny juridisk vurdering efterlader unge landmænd med tab
Stik imod tidligere vejledning kan to ansøgere ikke begge opnå etableringsstøtte gennem det samme CVR-nummer. L&F kritiserer processen skarpt.
Dagen inden ansøgningsrunden til etableringsstøtteordningen for unge landbrugere lukkede modtog ansøgerne en henvendelse fra Landbrugsstyrelsen. Heri fremgår det, at det ikke er muligt for to ansøgere at opnå støtte gennem det samme CVR-nummer. Dette skyldes en ny juridisk vurdering, som fastslår at etableringsstøtteordningen er en virksomhedsordning, hvor støtten bliver udbetalt til selve virksomheden og ikke den individuelle ansøger. Den nye juridiske vurdering er modsat, hvad Landbrugsstyrelsen tidligere har vejledt om.
Landbrug & Fødevarer kritiserer skarpt, at unge landbrugere, der har søgt om støtte sammen, i god tro, nu står tilbage på bar bund. Således har flere unge landbrugere investeret, organiseret og fastlagt forretningsplaner i tillid til Landbrugsstyrelsens vejledning.
Landbrugsstyrelsen beklager forløbet
Landbrugsstyrelsen beklager forløbet og udtaler til Landbrug & Fødevarer, at man nu vil tage direkte kontakt til de berørte parter mhp. at finde en god alternativ løsning. Styrelsen oplyser samtidig, at der er tale om et mindre antal sager, hvor to landbrugere har søgt om etableringsstøtte gennem det samme CVR-nummer.
Fortsat uafklarede spørgsmål
Landbrug & Fødevarer vurderer, at problemet kunne være løst ved at ændre bekendtgørelsen for ordningen, hvormed man kunne have fundet en mere fleksibel løsning for de berørte parter.
Landbrug & Fødevarer finder det dog positivt, at Landbrugsstyrelsen tager direkte kontakt til de berørte parter, men understreger samtidig, at der fortsat udestår en række centrale spørgsmål. Således står det endnu ikke klart, hvad der har ført til den nye juridiske tolkning og, hvorfor ansøgere først bliver gjort opmærksom på denne så sent i forløbet.
Herudover ønsker Landbrug & Fødevarer at få oplyst, hvordan den part, der ikke modtager støtte gennem CVR-nummeret vil være stillet ift. at modtage etableringsstøtte på et senere tidspunkt.
Afslutningsvis er der behov for at få afdækket, hvordan den nye juridiske tolkning vil få virkning bagudrettet. Landbrug & Fødevarer vil i den kommende tid forsøge at få svar på disse spørgsmål med henblik på at sikre den bedste løsning for de unge landbrugere, der har brugt tid og ressourcer på, at etablere sig sammen.