’Sidder du ikke med ved bordet, så er du på menuen’

Da Martin Merrild gik af, var delegeretmødet i vid udstrækning digitalt på grund af corona-pandemien, og det var som alle husker samme dag, den daværende regering kom med sin katastrofale udmelding om, at alle danske mink skulle slås ned.  

Formandsposten blev videregivet, og siden da har der været stille fra Martin Merrild i landbrugsdebatten. Han har stadigt forskellige tillidshverv i erhvervet, blandt andet posten som formand for Landbrugets Kulturfond, og så er der selvfølgelig bedriften Feldborg i Hjerm. Her driver han, efter at minkproduktionen blev lukket, 160 hektar og producerer cirka 500.000 kyllinger årligt. For tre uger siden blev myndighedernes arbejde med at fjerne minkfarmen afsluttet.   

Men der er stadig masser af holdninger og politik i ex-formanden, der – nys hjemvendt fra familiebesøg i Canada – tog sig tid til en snak med udgangspunkt i den aktuelle situation med grøn trepart-forhandlinger. 

Hvordan er det, som tidligere formand, at stå på sidelinjen i en tid, hvor der forhandles om en potentiel historisk stor aftale? Kribler det i fingrene for at være med?

Ja, selvfølgelig kribler det. Jeg har da enorm lyst til at blande mig. Men tidligere formænd bør holde deres mund i offentligheden. Og jeg har stor tillid til, at den rette forhandler sidder ved bordet. Men det arbejde, der foregår i grøn trepart, kan blive så omfattende og, som du siger, historisk, så jeg følger da med. Og pipper nu lidt med. 

Hvordan synes du, landbruget står lige nu? 

Skulle man kun tro medierne, så står vi dårligt. Men de fleste folks holdning er jo markant anderledes, kan vi se af målingerne. Lige siden stavnsbåndets ophævelse er Danmarkshistorien reelt et samspil mellem landbruget og samfundet - opdyrkning af heden, andelsselskaber, engang samfundets ønske om dræning til marker – og det har som regel været drevet af brede politiske aftaler og fælles forståelse. Landbruget fylder meget. Det skal det også, og det er et stort eksporterhverv. Retorikken mod os er nogle gange hård, og der er store krav til vores produktion. Men når vi får skrællet lagene af, så er der er grundlæggende en bred fælles forståelse hos danskerne af, at vi skal kunne drive et stærkt og eksportorienteret landbrug. At vi skal finde løsninger med respekt for fælles værdier. Så landbruget er ikke et dårligt sted. 

Er det rigtigt, når L&F har takket ja til en plads ved bordet i den grønne trepart? 

L&F er historisk ingen protestorganisation, og selvfølgelig skal man sige ja, når man bliver inviteret til at være med. Hvem får gavn af alternativet? Det er en gammel diskussion, men jeg har nu altid været overbevist om, at vejen til indflydelse er at tage dagsordenen til sig og præge den. Jeg bruger tit et udtryk, jeg har lært af en amerikansk landmand, som jeg kender og har besøgt flere gange. Han siger altid ’if you’re not at the table, you’re on the menu’. Jeg tror, det er meget præcist i langt de fleste politiske tilfælde, og bestemt også i treparten.  

Hvad har landbruget af fordele i forhandlingerne? 

Vi får helt generelt meget stor respekt for den måde, vi arbejder på. Vi har en demokratisk skoling og tilgang, og vi forstår de politiske spilleregler. Når jeg bliver spurgt om, hvordan man får indflydelse på politiske beslutninger, så svarer jeg: Man skal ’plage på en begavet måde’, altså blive ved at argumentere sagligt for sin sag og foreslå nye løsninger. For mig er det en stor glæde, at Søren har bygget videre på den tradition og den kultur, også i den grønne trepart. Han kender balancen mellem at respektere sine modstandere og samtidig belaste dem med viden. Jeg tror, det er en stor fordel, at vi har et system, hvor de folkevalgte har hovedrollen i vores politiske interessevaretagelse. Når de sidder rundt om bordet i trepartsdrøftelserne, så er Søren den eneste, hvor resultatet får direkte indflydelse på hans families liv og arbejde. 

Der har i hele treparten været stort fokus på fortrolighed i forhandlingerne. Hvorfor al den hemmeligholdelse? 

Hvis du spørger mig, om det er svært at styre sin nysgerrighed, så er svaret ja. Men sådan må det være. Gennem al min tid i politik, så er det min erfaring, at det giver værdi og mening at holde fortroligheden og ikke konstant melde ud alle vegne. Det giver en bedre og mere tillidsfuld dialog. Lidt groft sagt, så kan man jo se i mange forhandlingsforløb, hvem der bruger tiden på de billige point, og hvem der bruger tiden på de gode aftaler. Det er godt, at landbruget ikke bruger sin kapital uden for rummet. Bryder man fortroligheden og plaprer til højre og venstre, så er man bagud på point ved forhandlingsbordet. 

Hvad tænker du om perspektiverne for at nå en aftale? 

Min tilgang er optimistisk. Regeringsgrundlaget er jo klart. Vi skal holde fast i eksport og arbejdspladser. Jeg har ingen naiv tro på, der ikke sker ændringer. Det handler om at give og tage. Vi skal flytte os, ligesom så ofte før i historien. Vi skal fordøje det nye og tilpasse os. Og vi kommer til at sluge nogle store kompromiser, ligesom alle andre i en eventuel stor aftale. Men alternativet er bestemt ikke tillokkende, når man ser den overbudspolitik, der kommer fra nogle politikere, der nærmest vil tage mere landbrugsjord ud, end vi har. Det bekymrer mig meget, at mange slet ikke anerkender, at vi agerer på et frit og åbent marked, hvor konkurrencen er ekstremt hård. Hvis ikke prisen i forhold til kvaliteten er konkurrencedygtig, så fravælges produktet, og det er svært at få en merpris på verdensmarkedet for et begreb, der hedder ”førende på den grønne omstilling.” Nogle tænker vist nærmest Danmark som et lukket hjemmemarked, hvor politikerne kan bestemme, hvad forbrugerne køber. 

Du var i 2019 selv med til at lave en skelsættende og bemærkelsesværdig aftale med Danmarks Naturfredningsforening om udtagning af lavbundsjord? 

Ja, for vi havde netop brug for at vise en vej frem forud for folketingsvalget i 2019. Det var endnu et eksempel på, at det gavner at tage sagen i egen hånd, når forandringens vinde blæser. Og i valgkampen fik vi netop opbakning og anerkendelse fra hele det politiske spektrum til aftalen. For os gav det en styrkelse til dagsordenen om forandringer baseret på frivillighed – frem for en valgkamp fuld af håbløse ideer. Mellem os og DN handlede det om en anerkendelse på begge sider af bordet og om, at vi skulle have løst nogle ting. Og der var en respekt og forståelse for betydningen for lodsejerne. Derfor kunne det lykkes. Tingene skal ske på en ordentlig måde, og der skal være en gensidig respekt. Så kan ganske meget lade sig gøre. Men i dag piner det mig, at langsommelige systemer og bureaukrati af medierne til tider udlægges som om, landbruget er uvilligt. 

Nogle taler om en omfattende aftale i grøn trepart, der også skal rumme dele af kvælstofproblematikken? 

Det ideelle vil være en langtidsholdbar plan, der løser flere ting på én gang. Det er en ædel tanke, for det er så afgørende vigtigt for os at kende vilkårene i fremtiden. Vi har jo gået i uvished i flere år alene i forhold til en CO2-afgift. Set udefra ser det umiddelbart svært ud, at treparten også giver os kendskab til en farbar vej frem med kvælstof, men det ville være utrolig gavnligt, hvis det kunne lykkes.  

Hvad tror du sker, hvis der ikke lander en aftale? 

Jeg kan da godt være meget bekymret for, om man så kan fastholde det oplyste grundlag, at vi i Danmark lytter til både sagkundskab og erhverv. Jeg har været stolt af den stærke danske tradition for stor gensidig tillid. Vil et rødt flertal følge den vej, hvis det bliver Folketinget, der skal regulere os - frem for en aftale med input fra erhvervet? Men hvis Søren siger, at prisen blev for høj, og det bliver ham, der trækker stikket, så stoler jeg på, at det var hans eneste reelle mulighed. Der er jo en grænse. Det er klart.