Aftalen i den grønne trepart bygger broer

Af Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer

I de sidste dage af juni fyldte kulminationen på treparten alt. Forhandlinger og det afsluttende pressemøde i Økonomiministeriet blev efterfulgt af en lang række interviews, interne møder i Landbrug & Fødevarers folkevalgte ledelse, et webinar for alle medlemmer og flere interviews. Og så tog jeg ellers afsked med københavnske forhandlings- og mødelokaler for at tale mere med dem, det hele handler om; landmandskollegaerne.

Under min transport rundt i landet kunne jeg reflektere over aftalens betydning og modtagelse.  Der er selvfølgelig store kompromisser, men jeg er også fortsat stolt af L&F’s mange aftryk på aftalens indhold.

Generelt har der i medierne været meget snak om vindere og tabere. Om sejre og nederlag. Nogle mener, at milliardinvesteringerne i at omlægge landbrugsjord vil ”forgylde” landmændene, eller at ”staten tager regningen”. En enkelt kommentator har sågar kaldt det ”Axelborg-aftalen”. Det er altså en helt forkert tilgang.  

Landbruget er med aftalen forpligtet på at levere store og sikre reduktioner i udledningen af klimagasser, både i forhold til 2030-mål og længere frem. Vi er omfattet af den samme afgift på de fossile udledninger, som også gælder industrien og andre erhverv.

Vi får indflydelse - og forpligter os

Men har man stirret sig blind på afgiften på de særlige biologiske processer som koens bøvs, så er der ingen tvivl om, at vi har afværget katastrofen. At vi har båret vores viden til bordet og fået indflydelse. At vi har fundet en vej, hvor den klimaeffektive landmand undgår en høj afgift, når han investerer i godkendte og relevante virkemidler.

 
Men det er kun lykkes, fordi vi har forhandlet om flere ting på én gang. Fordi vi også forpligter os til at levere på andre politiske ønsker og dagsordener end klima alene. Og der venter en meget stor opgave forude med arealomlægning. Som man hverken kommer sovende til eller rigere fra. Der ligger nu et stort ansvar hos vores lokale foreninger og den enkelte landmand i at levere på de ambitiøse mål for både vandmiljø og klima. 

Det vigtige er, at vi nu ved, hvordan vi skal levere på de store politiske krav. Som var kommet med eller uden den grønne trepart. At vi har  indflydelse på vejen derhen. Og at vi ikke drukner i afgifter og bureaukrati på de næste skridt af erhvervets evige udviklingshistorie. 

Substans frem for proces

Al den snak om proces blandt journalister og kommentatorer er i virkeligheden meget lidt interessant. Det er substansen, der er afgørende. Demokratiet har vundet. Vi har bygget bro mellem natur og landbrug. Mellem by og land. Broer, der skal gøre det endnu mere attraktivt at være en del af vores erhverv og samfund i fremtiden.