Søren Søndergaard efter grøn trepart: Vi står et godt sted

Hvad tænkte du i det øjeblik, du satte din underskrift på aftalen?

Da vi er færdige, får vi også besked om, at der snart vil være pressemøde, så der var ikke meget tid til at tænke. Jeg går ud for at trække lidt frisk luft og skrive til familien. På det tidspunkt er jeg faktisk rørt. Jeg var stort set ikke hjemme på Baldershave de sidste 14 dage af forhandlingerne.

Men det er også en blanding af lettelse og stolthed over, hvad vi har opnået. Vi har sat klare aftryk og fået reel indflydelse. Jeg er jo nok også rørt, fordi jeg ved, at alternativet havde været katastrofalt for vores medlemmer. Der er jo milevidt fra det, vi så ind i, da forhandlingerne startede – og til den aftale, vi har landet nu. Nu håndterer vi mange af de udfordringer, der handler om vores erhverv, og som alligevel ville ramme os de kommende år, om vi var med eller ej. Vi skal tilbage til 1800-tallet og hedens opdyrkning for at se noget lignende i omfang som det, vi nu er med i.

Efter pressemødet og de mange interviews går jeg tilbage til Axelborg med en følelse af taknemmelighed. Jeg er blevet udvist stor tillid og har mærket ansvaret på mine skuldre. Men jeg var aldrig overladt til mig selv, når vi forhandlede. Det har været en holdopgave at lande aftalen. Med stor hjælp fra landmænd og virksomheder, også i vores forretningsudvalg og hovedbestyrelse, som aktivt har sparret og bakket op. Vi har brugt mange timer sammen det seneste år. Også foreningernes og virksomhedernes indsats på både interne og eksterne linjer har betydet meget. Og så skal vi landmænd være stolte af den maskine på Axelborg, der knokler for os dag og nat. Med faglige og taktiske indspark til forhandlingerne og kontakt til politikere, embedsværk, journalister og interessenter. Dem skylder vi alle en kæmpe tak.

Hvordan var den sidste tid i forhandlingslokalet?

Det var et meget intenst forløb hele juni. Det var nogle gange rigtig, rigtig svært, og vi har virkelig skulle kæmpe for at hive aftalen mere i vores retning. Et par gange – for at sige det, som det er – var det hele tæt på at brase sammen. Men med parterne havde vi også opbygget et fortroligt forhandlingsrum, hvor vores tillid og evne til at lytte til hinanden voksede. Kun på den måde kunne vi tage de nødvendige livtag med meget svære emner og give og tage. Trepartens formand, Henrik Dam Kristensen, har virkelig også vist sine evner i forhandlingsledelse.

I L&F er vi sat i verden for at tage et ansvar, og vi er her for at skabe resultater for den nuværende og den fremtidige generation af landmænd og hele fødevareklyngen. Det er det, vi har gjort med den her aftale.

Hvad vil du fremhæve som L&F’s større sejre i treparten?

Nu synes jeg ikke, man skal tale om sejre og nederlag. Vi har alle indgået store kompromiser. Men selvfølgelig skal man kunne vedkende sig de steder, hvor det er lykkedes at få sat de største aftryk. Og her er det lykkes os – mod alle odds – at få en afgiftsmodel, hvor den landmand, der gør brug af godkendte og økonomiske bæredygtige klimaløsninger, kan reducere eller helt undgå afgiften. Den frygt, vi som landmænd har haft i mange år for stort set at miste vores ejendomme på grund af en høj ensartet CO2-afgift, som vi ikke ville kunne komme af med, er røget til side. For det er vigtigt at huske på, at det var der, vi begyndte inden forhandlingerne.

Jeg er også helt overbevist om, at vandplaner, vandmiljø og genbesøget af landbrugsaftalen til efteråret var blevet et langt større slag for os end en CO2-afgift, hvis ikke vi havde fået en struktur til at håndtere det i den grønne trepart. Den hammer, der havde ramt erhvervet, ville have været en forhammer.

Jeg er stolt over, at visionen om danske landbrugere som arealforvaltere er fasttømret. Fremtidens landbruger er arealforvalter, om vedkommende så har marker, skov, enge eller vådområder. Vi bruger arealerne klogt. For mig har det været afgørende i forhandlingerne, at der skulle løses flere ting på én gang. Skal man tage en produktionshektar ud for at rejse skov, skal det være et sted, hvor skoven også gør en forskel med hensyn til drikkevand, natur, biodiversitet og vandmiljø. Så leverer vi fire løsninger på én hektar. Uden den gennemgående tanke i treparten, havde der slet ikke været plads tilbage til en stærk fødevareproduktion. Det stod klart for mig tidligt med alle de ønsker, der er til Danmarks arealer.

Den store arealfond blev på 40 milliarder kroner, og så er der en massiv donation fra Novo Nordisk Fonden på 10 milliarder kroner på vej. Når regeringen vil rejse op mod 250.000 hektar skov, sådan som de skriver i deres regeringsgrundlag, er det helt naturligt at se det som en samfundsopgave. Da Dalgas opdyrkede heden, var det jo også en samfundsopgave, vi løste i fællesskab. Den historie gentager vi nu.

På grundlag af Svarer-rapporten var det tanken, at CO2-afgiften skulle finansiere skovrejsning og arealomlæggelse. Den trussel er væk. Det har været helt afgørende for os. Provenuet fra afgiften går nu direkte tilbage til investeringer på bedrifterne. Og målet er jo også, at det provenu bliver minimalt. Samtidig er jeg stolt af, vi har skabt en struktur, hvor vores dygtige foreninger – i regi af flere kystvandråd - skal være med til at lave arealforandringen. Hele tanken om, at vi skal have magten flyttet fra københavnske skriveborde og ud lokalt har været et stærkt ønske fra L&F igennem mange år. Jeg vil også fremhæve fokus på at forbedre vilkårene for generationsskifter i aftalen. Det viser, at samfundet og vi tror på erhvervets fremtid. Det glæder mig rigtig meget, at Landboungdom har taget så godt imod aftalen, som de har. Mere end 50 markante aftryk fra L&F var det blevet til, da jeg talte sammen.

Hvad har de indledende tilbagemeldinger været fra medlemmerne?

De har primært være gode. Der er stor opbakning, men også en helt naturlig spørgelyst, for man kan jo ikke lige slå op i sådan en aftale og oversætte det hele til et bedriftsregnskab. Jeg lagde mærke til en artikel med mælkeproducent Lars Jørgensen i LandbrugsAvisen. I februar, da Svarer-rapporten udkom, regnede han med at lukke sin mælkeproduktion. Nu så han muligheder og ’kunne mærke en ro indeni ovenpå resultatet af den grønne trepart.’ Sådan nogle meldinger har der været en del af.

I denne uge har jeg været på rundtur hos flere foreninger rundt om i landet, hvor jeg forklarede aftalen, og hvordan processen var. Det var godt ansigt til ansigt at tage dialogen og mærke temperaturen på modtagelsen.

Jeg taler naturligvis også med bekymrede landmænd, hvor blandt andet tallet ’750 kroner’ skræmmer. Det forstår jeg fuldt ud. Det er her, vi har en stor forklaringsopgave med bundfradrag og klimavirkemidler. Og sådan er der flere ting i aftalen, der skal perspektiveres. Selv om vi har arbejdet hårdt for, at aftalen blev så konkret som overhovedet muligt, er der et stykke vej fra sådan en aftaletekst og så til en mere jordnær snak om, hvad alt det her betyder i praksis. Det er jeg meget bevidst om.

Hvad med dine politiske kontakter og interessenter?

Respekten om vores organisation hos politikere, myndigheder og trepartens andre organisationer er tårnhøj. Vi har været dybt professionelle gennem forhandlingsperioden, og vi har været den eneste organisation, der har kunne spille dyb faglighed ind på alle områder i treparten fra afgift til biodiversitet. Jeg har hørt megen ros fra politikere og mennesker, der arbejder med politisk interessevaretagelse.

Den dybe respekt vil gavne os, når aftalen skal implementeres.

Hvad er nogle af de svære kompromiser?

Der er jo flere. I sig selv er treparten jo et kompromis, fordi det var en bunden opgave at udarbejde en model for en CO2- afgift. Den synes vi jo slet ikke er nødvendig, men når den nu er uundgåelig, så vil vi gerne have indflydelse på, hvordan den skal indrettes.

Jeg vil også gerne nævne vandmiljø. Selv om vi er vores ansvar bevidst og har fået sat fokus på både vores egen andel, på spildevand og på behovet for en fællesindsats med nabolandene, er det stadig en svær opgave, der venter forude. Og det havde den været uanset hvad, men vi har nu fået beskrevet nogle værktøjer og anvist finansiering. Men tidsplanen er meget ambitiøs, og det kan fra 2027 og i hvert fald frem til, at tilstrækkelige kollektive virkemidler er rullet ud, visse steder blive en meget bøvlet og hård målrettet regulering, som vi skal håndtere.

Hvad er så dine tanker om CO2-afgiften?

Efter erkendelsen af de politiske realiteter blev opgaven at tage risici ud af modellen og sikre, at landmænd, der investerer i grønne og klimaeffektive virkemidler, ikke rammes af afgiften. Jeg kan garantere for, at havde vi ikke været i forhandlingsrummet, havde afgiften set helt anderledes og langt værre ud.

CO2-afgiften er gået fra at være en tikkende bombe under dansk landbrug, danske arbejdspladser og tilværelsen i landdistrikterne til nu at være langt mere tålelig. Vi kan fortsætte med at udvikle vores landbrugsproduktion og gøre den stadigt mere bæredygtig - både den animalske og den plantebaserede. Både den konventionelle og den økologiske. Og alt derimellem.

Med et bundfradrag på i gennemsnit 60 procent sikrer vi, landmænd ikke rammes af afgifter, hvor der endnu ikke er handlemuligheder. Samtidig er der betydelige muligheder for at investere og dermed reducere eller helt undgå afgiften. Nu beskattes det, landmænd kan gøre noget ved.

Samtidig har vi fået slået fast, at klimaløsninger skal godkendes og udbredes hurtigere, og at vi skal luge ud i bureaukrati, der forsinker klimahandling. Der skal også være et fagligt udgangspunkt for, hvordan man udarbejder klimaregnskaber på bedriftsniveau. Vel at mærke inden, at en afgift kan indføres

Før afgiften indføres i 2030, skal strukturen være moden, ligesom vi har indlagt et genbesøg i 2032, så afgiften og effekterne evalueres i stedet for automatisk at stige frem mod 2035.

Vandmiljø kom ind i aftalen. Hvad er perspektiverne i det?

Der har været en kæmpe konflikt på vandmiljøområdet i alt for mange år. Vi har halveret vores kvælstofudledning siden 1990, men det har stået stille i nogen tid, og der skal mere til. Og vi er vores ansvar bevidst, særligt for de indre farvande og fjorde. Den nuværende tilgang med mere og mere regulering på dyrkningsfladen har tydeligvis ikke virket, så der var brug for en ny tilgang.

Nu får vi en ny model, der er lokalt forankret, og hvor vi som sagt kan løse flere ting på de samme arealer. Hvis alt omkring natur, skov, vandmiljø, vedvarende energi og så videre skulle løses i hver sin politiske aftale og i forskellige ministerier, havde det krævet endnu mere plads.

Vi vil nå vores fælles mål om et sundt vandmiljø kombineret med rentabel landbrugsdrift. Med den grønne trepart får vi op til 18 kystvandråd, der kommer meget betydelige midler til arbejdet, landmanden får én indgang via udtagningskonsulenter, og regeringen har forpligtet sig til at skabe en motor, så de lodsejere, der melder sig til omlægningsindsatser, gerne skulle få en kortere og smidigere sagsbehandling.

Arealomlægninger skal drives lokalt, så kommuner, landbrugsforeninger og andre lokale interessenter kan lave lokale helhedsplaner for omlægningen, på baggrund af frivillighed og fuld erstatning til lodsejere for værditab. Kommunerne får en handlepligt til at koordinere og drive omlægningsprocesser lokalt. Ansvaret er tydeligt placeret, så det ikke længere er det, som spænder ben for lokale initiativer.

På kort sigt bliver det nødvendigt at øge den målrettede regulering flere steder i 2027 de steder, hvor de nødvendige arealomlægninger ikke er ved at blive realiseret. Det vil med aftalen være midlertidigt, indtil arealomlægningerne er på plads. Men det gør da ondt. Vi har sat klare aftryk, men også måtte levere kompromiser. Der er ingen tvivl om, at det her nogle steder bliver rigtig svært.

Tidspresset er massivt:

Der er en meget ambitiøs deadline frem mod 2027 – 2030 i de mest udfordrede områder. Et udtagningsprojekt tager lige nu typisk 4-7 år fra idé frem til tinglysning. Nu skal det ske på tre år. En betydelig udfordring, når vi tænker på, hvor meget bureaukrati historisk har spændt ben for landmændenes gode intentioner. Derfor ligger der en meget stor forpligtelse for regeringen og myndighederne i at leve op til aftalens målsætninger.

Løsningsmodellerne bygger an på vores vision om landmanden som arealforvalter, om det så er mark, eng eller skov. Og den målrettede regulering rulles tilbage, efterhånden som omlægning af arealer og kollektive virkemidler rulles ud. Samtidig er der også anerkendelse af udlandets betydning i de mere åbne vandområder samt en markant styrket indsats mod spildevandsudledninger og særligt overløb fra kommunale rensningsanlæg.

Hvad skal der nu ske det kommende år?

I første omgang skal aftalen vedtages politisk. Her håber jeg på partiernes respekt for, at aftalen er afvejet på en atomvægt, og alle parter har givet og taget. Kompromiset bør respekteres, hvis det skal bestå.

Så skal implementeringsmaskinen op atkøre. Det er den, vi har manglet i tidligereaftaler, hvor bureaukratiet alt for ofte har spændt ben for omstillingen. I aftalen er der placeret en stærk motor for godkendelse af virkemidler. Og kommunerne har fået en afgørende rolle, og får også de nødvendige midler og rammer, til at være tovholder på indsatserne. KL har spillet rigtig godt sammen med os i forhandlingslokalet. Vi ser frem til gode samarbejder i de enkelte kommuner.

I første omgang er det vandplanerne, vi skal i gang med at håndtere. Her venter vi spændt på revideringen af 3. generation vandplaner efter ”second opinion”, der kommer efter sommerferien, og som kan forventes at flytte rundt på indsatsbehovet. Så kan arbejdet for alvor gå i gang her. Og det er ikke et øjeblik for tidligt med de meget ambitiøse 2027-mål i aftalen.

Så er jeg også spændt på at få det internationale spor i gang. Et spor, vi har kæmpet for i aftalen. Vi skal have et internationalt udsyn, sådan at vi netop ikke har en osteklokke-tilgang til klima i Danmark.

I aftalen forpligter vi regeringen til at arbejde for en fælles EU-klimaregulering i fremtiden. Det kunne eksempelvis være at regulere via EU’s kvotesystem, sådan som det i dag foregår i flere andre brancher. Hvis det sker, er der skrevet et genbesøg af CO2-afgiften ind i aftalen i 2032, så der bliver taget politiske hensyn og justeret alt efter, hvad der sker internationalt. Alt i alt synes jeg, vi står et godt sted. Vi går en tid i møde nu, hvor vi har fjernet den sidste legitime beskyldning om, at vores erhverv ikke tager ansvar. Vi er klar til at være en del af løsningen. Forhåbentlig får det den store sidegevinst, at de kommende generationer ser ind i en mindre polariseret debat om vores fødevareerhverv. Jeg glæder mig til at fortsætte det store arbejde med implementeringen af aftalen. Men i første omgang glæder jeg mig til at være lidt mindre i København og lidt mere ude i landet. Marken med vinterbyg var grøn, da jeg tog af sted. Den er nu gul.