Nyhed, 17.januar 2024
Har du lærlinge? Hør nye afsnit af Læremesters Værktøjskasse
Podcastserien Læremesters Værktøjskasse udgiver fem nye afsnit, der berør emner som krænkende ord og handlinger, ordblinde lærlinge og oplæring i udlandet.
Hvordan håndterer man en konkret situation som arbejdsgiver til en lærling, hvis man ikke tidligere har erfaring med det? Dette forsøger Læremesters Værktøjskasse at afhjælpe med. Podcasten behandler, afsnit for afsnit, aktuelle emner for arbejdsgivere, der tager imod nutidens lærlinge samt giver dem de nødvendige redskaber, der bidrager til det gode uddannelsesforløb.
I den nyeste tilføjelse til podcastserien behandler de fem nye afsnit emnerne work-life-balance, krænkende ord og handlinger, den rummelige arbejdsplads, når lærlingen er ordblind og oplæring i udlandet. I hvert afsnit fortæller unge lærlinge med egne ord deres både positive og negative oplevelser om afsnittets tema. Desuden giver arbejdsgivere og kyndige fagfolk konkrete værktøjer og inspiration til, hvordan arbejdsgivere kan håndtere sådanne situationer.
En ny generation af landmænd er ved at tage de første skridt på arbejdsmarkedet. Samtidig er der stor rift om dem. Derfor er det måske vigtigere end nogensinde før, at arbejdspladser skiller sig positivt ud for at tiltrække og fastholde fremtidens arbejdskraft. Noget, man som arbejdsgivere kan gøre, er at tilegne sig redskaber til at imødekomme nogle af de forventninger, arbejdstagere – ikke mindst den yngre generation - har til deres arbejdsplads, leder og kollegaer.
Netop dette er målet for Læremesters Værktøjskasse: at forsyne arbejdsgivere med værktøjer til at håndtere udfordringer på arbejdspladsen samt at håndtere nye emner, som har sit indtog med nutidens lærlinge. For at sikre en god arbejdsplads samt at beholde lærlinge og nyuddannede i fødevarebranchen, så er det er særligt vigtigt, at udfordringerne håndteres, før de vokser og udvikler sig til mere omfattende problemer på arbejdspladsen.
Podcastserien udspringer af rekrutteringskampagnen til fødevarebranchen Future Food, som Landbrug & Fødevarer i samarbejde med andre organisationer som 3F og GLS-A står bag. Den er finansieret af AUB-midler.