Nyhed, 24.juli 2024

Kristian skaber stærke fællesskaber gennem foreningsarbejde

Bestyrelses- og foreningsarbejde kan give en god faglig ballast, når man skal ud i det videre liv og det åbner også døre for værdifulde fællesskaber.

Fællesskaber er uundværlige, og de gode fællesskaber beviser deres værd, når vi skal samarbejde. En lokal forening kan være et sted at finde dem. 

-Man kan altid bruge et godt netværk, og det er endnu federe, når man møder andre, man deler interesse med. Gennem foreningsarbejdet har jeg fundet et bredt, værdifuldt netværk, som kan være svært at finde andre steder ude i landdistrikterne, fortæller Kristian Oien, regionsformand i Vendsyssel LandboUng- 
dom. 

Store gevinster 

Kristian er 27 år gammel og har været aktiv i foreningslivet siden 2018, hvor han meldte sig ind i Nord- midt Vendsyssel LandboUngdom. Spoler vi frem til 2024 læser han til agrarøkonom, og han drømmer om at bruge det til en dag at blive selvstændig. Og samtidig har han siddet 1,5 år som regionsformand i region Vendsyssel Landboungdom -Jeg kan godt lide at være med til at skabe og være en del af de fællesskaber, foreningslivet rummer. Det kan både være bestyrelsesarbejdet, men bestemt også i de sociale arrangementer, vi afholder i løbet af året. Der er både de større regionale arrangementer som f.eks. dyrskue og traktortræk, men vi har også en masse på lokalt plan såsom julefrokoster, gårdbesøg eller bowlingture. Vi har også lige haft et udviklingsdøgn, hvor vi arbejdede med vores lederevner og fik værktøjer, der kan bruges aktivt i bestyrelsesarbejdet – der er noget for alle, forklarer Kristian Oien. 

Der er også en anden stor gevinst at hente, mener han: 

-Foreningslivet er rigtig vigtigt, hvis du spørger mig. For når man er en del af et fællesskab og forening, får man en særlig ansvarsfølelse – og det er ikke kun i foreningen, men også for det lokalområde, man er en del af. For sammenhold kommer ikke af sig selv herude på landet, det er noget vi skaber i fællesskab. 

Relationer der holder 

Der er en stor værdi i at skabe gode relationer og fællesskaber indenfor foreningsregi, men i de fleste tilfælde strækker de sig meget længere: 

-Det er mit indtryk, at lokalforeningerne er meget tætte medlemmerne i mellem - og på nogle punkter minder det lidt om en lille familie. For mange af de bånd, vi skaber til hinanden, rækker langt ud over foreningen og følger med os videre i livet, forklarer Kristian Oien og afrunder: 

-Jeg ser klart mig selv fortsætte i en forening i fremtiden – om det er LandboUngdom eller noget andet, så har jeg virkelig fået smag for foreningsarbejdet. Og så er det jo bare en ekstra bonus, at jeg møder en masse dygtige passionerede mennesker på min vej. 

  • Studentermedhjælper

    Sissel Bjørg Sondrup Hellerøe

    sbsh@lf.dk