Nyhed, 14.august 2024

Bluetongue rammer Danmark

Danmark har fået sit første udbrud af Bluetongue i en besætning i Sønderjylland. L&F er i tæt dialog med Fødevarestyrelsen om håndteringen af udbruddet.

Fredag 9. august blev det første tilfælde af bluetongue i Danmark i 15 år bekræftet på en sønderjysk fåre- og kødkvægsbesætning. Status onsdag 14. august er, at der nu er tre bekræftede tilfælde. Det betyder blandt andet, at al eksport af kreaturer er stoppet. 

 

- Det var desværre forventet, at der ville komme udbrud af sygdommen i løbet af året, efter den brød ud i Holland, Belgien og Tyskland sidste år. Det er rigtig alvorligt for de landmænd, hvis besætning bliver ramt af det her. Og det er alvorligt for de eksportører, der lever af at flytte disse dyr. Ydermere er det svært for den enkelte landmand at begrænse smitten. Man kan forsøge at holde dyrene indenfor, når de små mitter, der bærer smitten, er mest aktive ved skumringstid, men ellers er der ikke meget at gøre, fortæller sektordirektør for kvæg i L&F Ida Storm.


Smitten overføres og breder sig med små mitter, der bider køer, får og andre drøvtyggere, og mitterne kan spredes over 100 km med vinden. Derfor er det ikke fysisk muligt at forhindre smittespredning. 


- Sygdommen kan være alvorlig for de enkelte dyr, der smittes, men det er ikke alle smittede dyr, der påvirkes alvorligt. Mange dyr viser ingen tydelige kliniske tegn. Derfor skal man som landmand tage det roligt, men være ekstra opmærksom på sine dyrs helbred, udbygger Ida Storm.

 

Anderledes end ved seneste udbrud


L&F har siden i vinter været i dialog med Fødevarestyrelsen samt de danske fåre- og gedeavlere for at være forberedt på et udbrud. Sygdommen har ændret status i EU siden det seneste danske udbrud i 2007-08, og derfor skal den håndteres anderledes end dengang.


Blandt andet medfører udbruddet denne gang ingen restriktioner på flytninger internt i landet mellem ikke-smittede besætninger. Derfor vil det fortsat være muligt at flytte kalve og kvier eller sende dyr til slagtning. Og der er heller ingen særligt risiko forbundet med afholdelse af dyrskuer, så længe de almene regler overholdes. Der gælder dog særligt vilkår, hvis din besætning er under mistanke eller konstateret smittet og i den forbindelse er underlagt offentligt tilsyn.

 

Eksporten


Eksporten af kalve og kvier til leverbrug er desværre stoppet. En genåbning af disse markeder er en top-prioritet i L&Fs dialog med myndighederne. Vi ved dog ikke, hvornår eksporten kan genoptages og under hvilke vilkår, men det er vores forhåbning, at der relativt hurtigt kan laves aftaler for kalvene, der skal til Holland og Tyskland. Genåbning af markeder for kvier vil formentlig tage længere tid, og som kvægproducent er man derfor nødt til at overveje mulighederne for at afsætte disse ad andre veje i mellemtiden. 

 

Vaccination og fristatus

Dialogen med myndighederne centrerer sig derudover om to ting: Muligheden for vaccination og den nødvendige overvågning og indsats for at kunne generhverve landets status som fri for bluetongue.  


Der er ikke en EU-godkendt vaccine på markedet endnu, men myndighederne kan give dispensation til anvendelse af de tre vacciner, der det senest år er udviklet mod den aktuelle variant af bluetongue. Det er dog ikke sikkert, at en masse-vaccination er relevant på nuværende tidspunkt. Det kan være interessant for nogle dyregrupper eller udvalgte dyr. 


- Meget afhænger af den udvikling i smitten, som vi ser de kommende uger. Tilbage i 2007-2008, da vi sidst havde smitten, fik vi smitte i i alt 15 besætninger. Danmark ligger på den nordlige grænse for sygdommens udbredelse, og vi går mod koldere tider, hvor mitterne forsvinder. Derfor følger vi sammen med myndighederne udviklingen tæt, fastslår Ida Storm.


Sammen med Fødevarestyrelsen vil Landbrug & Fødevarer afholde et webinar om situationen i den nærmeste fremtid.

 

L&F henviser til Fødevarestyrelsen hjemmeside for generel information om situationen, og hvordan du som landmand skal forholde dig, hvis du har mistanke om at din besætning er smittet.