
Foto: Niels Hougaard/L&F
Færdselsgruppen får trafikken til at flyde
Landbrugserhvervets Færdselsgruppe arbejder for at sikre, at landbrugets maskiner får plads på vejene i trygt samspil med den øvrige trafik.
Landbruget fylder meget i Danmark. Og at vi dyrker godt 60 procent af vores smukke land slår selvfølgelig også igennem på landevejene, hvor der særligt i høstsæsonerne er store maskiner og gule blink fra morgen til aften.
- Store, langsomt kørende landbrugsmaskiner og travle medtrafikanter er selvsagt en cocktail, der giver anledning til farlige situationer. Blandt andet derfor har en række af landbrugets organisationer i en lang årrække arbejdet sammen for at fremme og forbedre trafiksikkerheden og forholdene for landbrugskøretøjerne. Det sker blandt andet gennem at øge kendskabet til og overblikket over de mange regler for køretøjer til landbrugs- og maskinstationsarbejde, siger Peter Nyegaard Nissen, sektordirektør for Landbrug & Fødevarer Planteproduktion.
Flere formål
Han står for at håndtere politisk interessevaretagelse til ministre og ordførere i Land- brugserhvervets Færdsels-gruppe, som Danske Sukkerroedyrkere, Danske Kartofler, Danske Maskinstationer og Entreprenører, Dansk Maskin- handlerforening, Dansk Agro- industri, SEGES Innovation og Landbrug & Fødevarer i fællesskab står bag.
- Færdselsgruppen har flere formål. Den arbejder dels med oplysning og information, så landmænd, maskinstationer og andre, der kører med landbrugsrelaterede maskiner på offentlige veje, ved, hvad de har at forholde sig til lov- og regelmæssigt. Det er en stor opgave, for reglerne er mange og de er komplicerede. Selv med de bedste intentioner er det svært at gardere sig helt mod at komme i karambolage med loven. Det forsøger vi at afbøde med informationsvirksomhed, blandt andet på hjemmesiden landtrafik.dk og på LandbrugsInfo. Andre gange sker det i form af kampagner, der for eksempel skal hjælpe traktorførere og andre trafikanter til bedre at forstå hinandens adfærdsmønstre i trafikken, siger Peter Nyegaard Nissen.

Foto: Niels Hougaard/L&F
Klare regler
Et andet ben er det politiske, hvor Færdselsgruppen arbejder for at sikre klare og letforståelige regler og at give landbrugsmaskiner bedre betingelser for at færdes på vejene, når det vel at mærke er sikkert og giver faglig mening.
- Færdselsgruppen har de seneste år lykkedes med at få fjernet nogle benspænd i lovgivningen, der gør arbejdet mere bøvlet. Det drejer sig blandt andet om at motorredskaber som mejetærskere på bælter nu har fået mulighed for at køre på offentlig vej i stedet for at skulle transporteres fra mark til mark på en blokvogn eller maskintrailer. Det er der særligt glæde over hos dem, der arbejder med sukkerroehøst, hvor store bæltekøretøjer er uundværlige. Et andet vigtigt politisk udkomme er, at lastvogne med trækker og trailer nu må være længere. Det er en rigtig vigtig ting for halmleverandørerne, da varmeværkerne stiller som betingelse, at de kan få en vis mængde baller pr. levering, siger Peter Nyegaard Nissen, der fortsætter:
- Det er nogle resultater, som kun opnås gennem et stærkt samarbejde i Færdselsgruppen, og ikke mindst en meget dygtig indsats af Henning Sjørslev Lyngvig, der varetager det daglige arbejde og har en stor del af dialogen med politi, styrelser og politikere.