Nyhed, 21.august 2024

Dén tid på året: Frist for etablering af efterafgrøder

Det er svært at komme i tanker om et år, hvor det var problemfrit alle steder at nå etablering af efterafgrøder inden fristen den 20. august.

I år startede sommeren vådt, den fortsatte vådt, og selvom vi de seneste uger har set den danske sommer fra sin lunere side, giver det meget vand stadig udfordringer nogle steder. Særligt hvor grundvandet står usædvanligt højt kan det være problematisk, og mere vand fra oven kan risikere at ødelægge etableringen.


Samtidig kan selve mængden af efterafgrøder, der skal udlægges, for mange være en selvstændig problemstilling.

Lidt mere fleksibilitet

Gennem de seneste år er der lidt efter lidt kommet mere fleksibilitet ind i reglerne for de målrettede efterafgrøder. Det er positivt, selvom vi ikke er i mål endnu. L&F fik indskrevet i den grønne trepart, at der skal indføres fleksible frister også for tidlig såning af vintersæd som alternativ til efterafgrøder, og så skal der skabes mulighed for at etablere vinterafgrøder efter destruering af efterafgrøderne. Det vil være positivt, selvfølgelig i forhold til at opnå bedre udbytter men også i forhold til ikke at have bare marker først på året, hvor vi i en årrække har set tendens til mere nedbør og dermed stigende kvælstofudvaskning.


Men indtil aftalerne i treparten er vedtaget og gennemført har man altså som landbruger ikke disse muligheder.