
Vær opmærksom ved bekæmpelse af aksløberlarve & majshalvmøl
Ventet undtagelse fra jorddækkekravet kommer alligevel ikke per 1/8. L&F har arbejdet for en undtagelse men Kommissionen har spændt ben for, at den kommer i år
Landbrugsstyrelsen har tidligere oplyst, at der per 1. august indføres en mulighed for at få en undtagelse fra GLM 6-kravet (jorddækkekravet). Dette vil give mulighed for at bekæmpe aksløberens larve og majshalvmøl ved jordbearbejdning. Det er noget, vi i Landbrug & Fødevarer har kæmpet for længe, og den nye undtagelse har været i høring i juli måned 2024.
Undtagelsen bliver alligevel ikke indført per 1. august 2024, men forventeligt per 1. januar 2025, hvis EU-Kommissionen godkender ændringen. Det er EU-Kommissionen, der har sagt nej til, at den kan indføres allerede fra i år.
Landbrug & Fødevarer anerkender, at det har været Landbrugsstyrelsens intention at løse problemet ved at indføre en undtagelse per 1. august. Det manglende tilsagn fra EU-Kommissionen til at indføre undtagelsen allerede fra i år er et klassisk eksempel på, hvad der sommetider sker, når bureaukratiet fra EU rammer virkeligheden.
Jordbearbejdning eneste metode
Den eneste metode til bekæmpelse af fx aksløberens larve er jordbearbejdning. Det vil påvirke jordens sundhed og frugtbarhed negativt, hvis larven ikke bliver bekæmpet. Derfor er det for Landbrug & Fødevarer meget væsentligt, at det ikke medfører støttetræk, hvis skadedyrene bekæmpes mekanisk dette efterår.
Vi opfordrer derfor meget kraftigt til, at Landbrugsstyrelsen tager hensyn til, at landmændene ikke har andre muligheder for at bekæmpe disse skadedyr, hvis der skulle opstå sager om dette i løbet af efteråret. Et støttetræk vil være helt uacceptabelt.
Vigtigt, at der søges dispensation efter de nationale regler og at der sikres faglig dokumentation
Landbrugsstyrelsen har i en nyhed beskrevet, at landmændene opfordres til at dokumentere angrebets omfang og tiltag overfor landbrugsstyrelsen (dvs. søge om dispensation efter de nationale regler for jordbearbejdning – se faktaboks 2).
Det beskrives, at det vil være en formildende omstændighed i forbindelse med en vurdering af en overtrædelse af kravet.
Derfor er det vigtigt at få søgt dispensation efter de nationale regler, og at den faglige dokumentation er i orden.
Reelt står vi i en situation, hvor landmændene kan risikere at overtræde GLM 6-kravet, hvis de bekæmper aksløberens larve eller majshalvmøl her i efteråret, om end risikoen for at få et støttetræk formentlig vil være ganske lille.