
Minister for den grønne trepart skal levere politisk fokus
Regeringen har udpeget en minister specifikt for den grønne trepart.
Af Morten Boje Hviid, direktør for Politik, Bæredygtighed & Kommunikation, Landbrug & Fødevarer
At regeringen på historisk vis udpeger en minister for en specifik aftale viser, at det at få implementeret aftalen i den grønne trepart kræver den allerstørste politiske fokus og ressourcer. Regeringens prioritet er helt rigtig. Det er dog helt væsentligt, at Jeppe Bruus får stærkest og bredest mulige beføjelser for at kunne løfte opgaven.
Den grønne trepart var en historisk aftale, der tegner linjerne for fremtidens fødevareproduktion og et nyt og grønnere Danmarkskort. I onsdags meldte regeringen, vi får en ny ministerpost med ansvar for implementeringen af trepartsaftalen. Den nyhed øgede min optimisme forud for de kommende års arbejde. For der venter kæmpestore udfordringer forude.
I torsdags fik vi at vide, at ministeren bliver den hidtidige skatteminister Jeppe Bruus. Ham kender vi særligt fra forhandlingerne i den grønne trepart. Han er en krævende politiker, han er særdeles arbejdsom, og samtidig er han en let omgængelig person. På L&F’s delegeretmøde 2023 holdt Jeppe Bruus en stærk tale om nødvendigheden af, at vi sikrer den rette balance mellem natur, miljø, klima og fortsat at have et stærkt landbrug i Danmark.
Historisk – og historisk svært
Flere eksperter og kommentatorer har været ude og bemærke det usædvanlige i, regeringen opretter et ministerium, der alene har til formål at implementere en enkelt politisk aftale. Jeg har arbejdet i og med dansk politik i hele min professionelle karriere og kan heller ikke huske noget lignende. Lige så historisk er det, hvordan regeringens absolutte top tager medejerskab for både aftalen og det ministerium, som skal implementere den.
Det er tydeligt bevis for, at regeringen tager implementeringen meget alvorligt, og at resultatet af den grønne trepart ikke er ”bare” endnu en politisk aftale. Vi har endnu engang fået understreget, hvor historisk aftalen i den grønne trepart er.
Men også det historisk svære. For at en politisk aftale får sit eget ministerium, viser, hvor svær en udfordring vi står over for og hvor mange balancer, der skal håndteres. Det nye ministeriums fokus er måske nok snævert på den grønne trepart. Men aftalen er så omfattende og kompliceret, at behovet for tværgående arbejde og koordination på tværs af mange ministerier er massivt.
Meget kommer til at afhænge af ressort-opbygninger og ansvarsområder for det nye ministerium og dets samarbejde med andre styrelser og ministerier. Vi holder skarpt øje med, det ikke bare udvikler sig til endnu et lag bureaukrati. Målet må og skal være bedre processer og ikke flere embedsmænd.
Implementeringskraft
Vi skal huske, at de udfordringer, der har været med at levere på landbrugsaftalens målsætninger, i næsten alle tilfælde skyldes, at gode viljer og ønsker er strandet i bureaukrati, manglende placering af ansvar og dermed sløv fremdrift. Det kan vi kun ændre på med en langt stærkere implementeringskraft.
En minister kun med fokus på den grønne trepart og udmøntningen af den viser, at regeringen sætter handling bag det håndslag, vi gav hinanden i den grønne trepart. Beslutningen kan være helt afgørende for, at vi kommer i mål med implementeringen. Opgaven forude for landmænd, foreningerne, L&F og mange forskellige myndigheder og beslutningstagere er massiv. Jeg mener, regeringen har set helt rigtigt. Én indgang og mindsket afstand fra skrivebordene i ministerier og styrelser til processerne lokalt hos landmænd, de lokale naturfredningsforeninger og kommunerne er så vigtigt.
I landbruget har vi oplevet igen og igen, at vi står klar til at medvirke i fx natur- og klimatiltag, men at lange ventetider og unødigt bureaukrati spænder ben. Indsatsen med omlægning af lavbundsjorde er klart eksempel. Også her er det så opløftende at se, hvor højt regeringen prioriterer opgaven.
Vi er udmærket klar over, at der påhviler os et mindst lige så stort ansvar. Det kan og skal vi levere på. Men vi kommer ikke i mål, hvis ikke der fra politisk side afsættes de ressourcer og det fokus, som så stor en implementeringsopgave kræver.
Regeringens udpegning af Jeppe Bruus som minister specifikt for den grønne trepart gør mig helt sikker på, de ressourcer og fokus nu er her. Det lover godt for fremtiden for naturen, dansk landbrug, fødevarevirksomhederne og de kommende års meget intense og krævende samarbejde.