Nyhed, 04.september 2024

En finanslov med fornuftigt grøn trepart-fokus

Af Morten Boje Hviid

I midten af sidste uge var ministerrokade og oprettelse af ministerium for den grønne trepart de store politiske nyheder. En hæsblæsende politisk uge rundede af med regeringens udspil til finanslov. 

Regeringens finanslovs-fokus på midler til den grønne trepart er helt rigtig, så vi får tempo og muskler bag en hurtig og effektiv implementering. Vi er også glade for, at regeringen afsætter en stor forskningsreserve, som kan være med til at realisere grøn treparts høje ambitionsniveau for forskning og udvikling i nye grønne teknologier og -tiltag i landbrugs- og fødevareerhvervet.  

Regeringen foreslår at afsætte i alt 100 mio. kr. i 2024 og 108 mio. kr. årligt i 2025-2027 til udviklingen i landdistrikterne. Et særligt fokus er på ungdomsuddannelserne, som får et løft ved at justere taxameter- og tilskudssystemet for ungdomsuddannelserne. At kunne forblive i landdistrikterne under uddannelse er så afgørende, så storbyerne ikke støvsuger unge til sig.   

De seneste år har vi set en rekordhøj interesse for landbrugsuddannelserne. Den skal fortsætte. For os er det afgørende, at vi i fremtiden vil have hænder nok til at producere fødevarer, og det i en tid, hvor en mere bæredygtig produktion og teknologiske løsninger vil spille en nøglerolle for både landmænd og fødevarevirksomheder. Der er dog nogle uhensigtsmæssige forskelle i taxameter mellem landbrugsuddannelsen og sammenlignelige uddannelser, vi skal have kigget på for at sikre fremtidens grønne kompetencer i vores erhverv. 

Også flere midler til international markedsføring via eksempelvis Food Nation, så vi kan bibeholde vores erhvervs store eksportindtjening på 200 milliarder kroner, er vigtigt. Men det er brug for endnu større fokus på midler til markedsadgange, inspektioner og så videre. Samtidig opfordrer vi til at bruge finanslovsforhandlingerne til at igangsætte en dialog om skolemad, der kan være et vigtigt strukturelt tiltag til at skabe sunde mad- og måltidsvaner fra barnsben og understøtte børns læring, sundhed og trivsel.