Nyhed, 04.september 2024

Landbruget massivt på plads til klimafolkemøde

Efter en sommer, der gav en historisk aftale om klima og miljø for landbruget, så var der selvsagt nok at tale om på Klimafolkemødet i Middelfart.

Klimafolkemødet i Middelfart er på få år blevet et af de store stop i den stadigt voksende kalender for folkemøder, hvor det efterhånden kun er kommunalpolitikernes fantasi, der sætter grænser for, hvad der holdes folkemøder om.

Landbruget var da også massivt på plads. L&F, foreninger og virksomheder deltog eller arrangerede selv events og debatter. Det skete på det smukkest mulige bagtæppe, Lillebæltsbroen og et solbeskinnet hav.

Ud over landbruget og fødevarevirksomheder var grønne organisationer og andre klimainteresserede debattører til stede for at vende fremtidens klimahandling og i særdeleshed, hvad der ender på danskernes tallerkener.

Landbrugets Wegovy

En af debatterne var ’Er biosolutions vejen frem?’, hvor Jakob Lave, direktør for bæredygtig virksomhedsudvikling i DLG, stillede spørgsmålet til en milliard: ’Hvordan er det landbruget laver en Wegovy?.

Jakob Lave var i selskab med Jens Legarth, CEO i European Protein og FERM FOOD, Mark Nathansen, formand for Radikal Ungdom Nordkøbenhavn og Mathias Brønd, studerende på Bygholm Landbrugsskole diskuterer. De debatterede, hvordan vi kan sikre næringsrige fødevarer til en voksende verdensbefolkning og samtidig reducere vores globale udledninger og miljøbelastning? Hvilke biologiske og teknologiske løsninger kan hjælpe os på vej?

Parmesan uden ost

Måske er fremtidens middagsmåltid frisk tofu med smag eller noget der smager og ligner parmesan, men som slet ikke er ost?

- Vi ved, at 30 procent af forbrugerne gerne vil spise mere plantebaseret, men der er stadigvæk store udfordringer mellem marken og forbrugernes tallerkener. Der har vi brug for flere virksomheder, der kan få det plantebaserede til at smage rigtig godt, sagde Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, der var moderator på debatten ”Sultne løver – fremtidens mad,” hvor tre sultne løver leder efter deres næste mættende investering.

De to grønne virksomheder Nikris og Le Trang, præsenterede hver deres grønne produkter, en erstatning for ost, der smager og ligner ost og frisk tofu med smag.

- Der er brug for et alternativ til ost, men med en mindre klimabelastning. Jeg har udviklet verdens bedste ost til madlavning. Kokkene siger wow, når de smager det, siger Niels Kristian Sørensen, stifter af Nikris

De tre investorer, Søren Rasmussen, Tommy Ahlers og Christian Arnstedt, er også imponerede og rækker alle tre det grønne skilt med ”Ja” i vejret til spørgsmålet om, hvorvidt de vil investere i Nikris. Et ridderslag til fødevareiværksætteren.

Den velbesøgte debat er blot en af de 14 debatter og arrangementer om klima og grønne løsninger, som 14 fynske og jyske landboforeninger, LandboUngdom og Landbrug & Fødevarer er værter for på Klimafolkemødet.

Her kan de mange besøgende både blive klogere på, hvordan vi kan udnytte ekstremregn i den grønne omstilling, bruge de offentlige køkkener som booster for et grønnere fødevaresystem, bygge bro mellem landbrug og biosolutions for et mere klimaeffektivt landbrug og ikke mindst, hvordan vi bedst bruger vores gode danske jord, så vi både reducerer klimabelastningen, giver mere plads til natur og biodiversitet og fortsat producere gode og sunde fødevarer.

Som Torben Povlsen, formand for Centrovice, konstaterede i en debat:

- Vi skal både producere fibre, fødevarer og biodiversitet. Det er vi klar til i landbruget.

Landbruget skal være i øjenhøjde

L&F’s områdedirektør for Public Affairs & Kommunikation Claus Horsted var også aktiv i debatten, hvor emnet var ’Hvordan fremtidssikres landbruget’.

- Det er meget vigtigt, at landbruget er i øjenhøjde og i åben dialog med befolkningen om klimaløsninger. Mens jeg har været i Middelfart, har jeg bemærket, at et af de mest brugte ord her er ’grøn trepart’. Derfor er det godt at vi blandt er her så talstærkt. Både for at tage debatterne med dem, der ser anderledes på, hvordan og mange fødevarer, vi skal producere, men også for at få fortalt befolkningen om alle de løsninger og visioner, som landbruget står og venter på at komme i gang med at realisere. Jeg er imponeret over hvor mange fra vores foreninger, der har været til stede og deltaget aktivt i dialogen, lød vurderingen fra Claus Horsted.