Nyhed, 11.september 2024

En hån at tale om forgyldte landmænd og øget støtte

Af Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer

I en Information-artikel mandag går tænketankene Kraka og Concito til angreb på de midler, der i grøn trepart skal sikre et anderledes Danmarkskort med både robust og stærk landbrugsproduktion, ny natur, klimatiltag og sundt havmiljø. Argumentet er, at lægger man trepartens milliarder sammen med den eksisterende europæiske landbrugsstøtte får vores erhverv flere midler end før. Og at det bliver dyrere for danskerne at købe jord fri, fordi vi også støtter med milliarder i landbrugsstøtte.  

Som om EU-støtten er en gave uden modydelse. Vi har vel alle interesse i fødevaresikkerhed og danske kvalitetsfødevarer? 

Det er en aldeles forvredet tolkning, og fjendebilledet mellem land og by er unødvendigt. Trist at fagfolk, som givetvis ved bedre, spiller med på den retorik. 

Midlerne i treparten er først og fremmest ressourcer til omlægning og ekstensivering af lavbundsjorde, klimatiltag og mere dansk natur. Tiltag samfundet og politikere længe har efterspurgt.  

Da vi tilbage i de to seneste århundreder drænede jord og opdyrkede heden var det en samfundsopgave. Nu står vi med en ny samfundsopgave i lige så stort omfang, og som er lige så kompliceret. Dengang stod vi sammen, lavede arbejdet i fællesskab og med både egne og samfundets ressourcer i spil. Det skal vi gøre igen.  

Tænketankene har åbenbart glemt noget helt principielt: Det er et absurd perspektiv, at samfundet bare skulle tage arealer fra borgerne, fordi samfundet ønsker at bruge arealerne til noget andet. Det gælder for landbrugsjord. Men det gælder da også for den megen jord, samfundet løbende overtager til de stadigt voksende byer, motorveje og jernbaner. I alle tilfælde er det i et samfund med privat ejendomsret helt indlysende, at ejerne af jorden naturligvis skal kompenseres fuldt og helt. Hvad er alternativet? Hvis jeg overhovedet tør høre Informations svar på det spørgsmål.  

Trepartsaftalen er en historisk aftale, der er epokegørende for Danmarks klimaindsats og for vores fælles natur. Vi sætter os fælles mål og nye ambitioner. Samfundet leverer ressourcer og rammer, og vi er mere end klar til at spille med. Lad os se det kommende store og vigtige arbejde på den måde i stedet for at grave grøfter med useriøse påstande om, at ”landbruget får stadig mere støtte.”