Nyhed, 11.september 2024

Tidligt og kraftigt iltsvind i år

Årets første iltsvindsrapport er her. Rapporten påviser en udbredelse af iltsvind, der på nuværende tidspunkt er tre gange så stort som sidste år på denne tid.

Sidst i august måned var der udbredt iltsvind særligt i vores sydlige havområder. Det indbefatter nordlige Bælthav, sydlige Lillebælt og tilstødende østjyske fjorde, Femern bælt og Hjelm bugt. Men også det nordlige Øresund er hårdt ramt og området vest for Bornholm, ligesom store områder i Kattegat og Storebælt har lavt iltindhold.  

De store kvælstofreduktioner, der blev opnået i 90’erne og 00’erne betød, at vi havde relativt lidt iltsvind særligt sidst i 00’erne og i 10’erne. Der er ingen tvivl om, at havde disse reduktioner ikke fundet sted, havde iltsvindet nu været af langt større omfang, særligt inde i fjordene, hvor danske udledninger er afgørende for miljøtilstanden. 

En implementering af indsatserne fra den grønne trepart vil ifølge L&F betyde en varig reduktion af kvælstofudledningen fra dansk land, med hovedvægten lagt på permanente virkemidler som vådområder og minivådområder. Det vil være afgørende for miljøtilstanden, og iltniveauet, særligt i inderfjorde og mere lukkede områder som f.eks. Limfjorden. Skal vi helt i mål, er det imidlertid afgørende for L&F igen at understrege, at vores nabolande også får reduceret deres udledninger signifikant. De værst ramte områder lige nu er nemlig stort set alle farvande, hvor danske udledninger har relativt lille betydning for algevæksten. L&F er derfor godt tilfredse med, at det lykkedes at få skrevet ind i den grønne trepart, at der skal arbejdes for netop at vores nabolande også kommer i gang med indsatser. 

Hvad angår iltsvindet i år, kan vi kun håbe på vejrgudernes hjælp. Køligere temperaturer vil nedsætte hastigheden hvormed iltsvindet breder sig. Men vi har brug for kraftig vind eller storm til at opblande vandsøjlen, så det nederste og iltfattige vand blandes med det mere iltrige vand øverst, og iltsvindet afhjælpes.