Nyhed, 18.september 2024

Åbent Landbrug: malkekøer, solskinsvejr og insekthoteller

Igen i år åbnede danske landmænd og virksomheder dørene for danskerne, da Åbent Landbrug løb af stablen.

I søndags tog 58 landmænd og virksomheder imod 85.335 nysgerrige danskere, der ønskede at se, hvordan moderne dansk landbrug ser ud. I år var der igen mulighed for at besøge en bred vifte af lokationer. Gæsterne kunne klappe kalve, plukke frugter og bær, lære om grøn energi, lege i halm, se naturtiltag og meget mere.

 

En måde at skabe mere dialog mellem by og land

 

Åben Landbrug skaber dialog mellem danskerne. Projektleder for Åben Landbrug Jan Morre siger:

 

-Åbent Landbrug viser landbrugserhvervet frem for dem, der gerne vil møde det i virkeligheden og med egne sanser lære og opleve. hvor maden kommer fra. At være ude hos landmændene er en autentisk oplevelse, som gæsterne sætter stor pris på. Det er leg og læring på en gang og en måde at skabe mere dialog mellem by og land. Mange kommer hjem med oplevelser og ny viden om. hvordan fødevarerne bliver til, og med et indblik i livet på et landbrug eller arbejdet i en fødevarevirksomhed.

 

Netop det med at give danskerne muligheden for at komme tættere på landbruget er kernen i Åbent Landbrug, forklarer Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard. Han besøgte selv Vejlskovgaard ved Odder sammen med sin familie og roser de 58 værter: 

 

-Værterne gør en kæmpe forskel for vores erhverv og sender et signal til danskerne om, at vi er et åbent erhverv, der gerne viser vores produktion frem. Så det er dejligt, at så mange danskere vælger at tage imod tilbuddet.

 

Men budskabet fra Åbent landbrug kommer også bredere ud end de gæster som møder op. Som en del af en større kampagneindsats har mere end 2 mio. danskere været eksponeret for kampagnen for Åbent Landbrug. 


- I år har vi haft særligt fokus på at skabe nogle autentiske øjenvidneberetninger fra deltagerne på Åbent landbrug. Derfor har vi i år indledt et samarbejde med 19 såkaldte mikro-influenter, som skal dokumentere deres oplevelse af årets store familiedag, fortæller Charlotte Bie Sonnichsen, seniorrådgiver i Branding og Kommunikation hos Landbrug & Fødevarer.

Influenter er helt almindelige mennesker, som lystigt deler ud af deres oplevelser på det sociale medie, Instagram. 

- Mikroinfluencers er knivskarpe til at lave denne type indhold, og på denne måde får vi en mere autentisk formidling fra dagen og får lov til at opleve dagen fra 19 forskellige børnefamiliers perspektiv – og det gør deres følgere også, uddyber Charlotte Bie Sonnichsen. 

Nye initiativer

 

Som noget nyt kunne gæsterne på 10 udvalgte gårde give sig i kast med at bygge deres eget insekthotel. Her kunne gæsterne lære om, hvilke forhold der skal til, for at skabe gode levesteder for insekterne at overvintre i. En læring man kunne tage med hjem i parcelhushaverne og bygge videre på. Det er 4H og Landbrugslotteriet der er gået sammen om at udbrede viden om og gøre børn nysgerrige på at lære om insekter og deres levesteder. Der blev bygget på over 600 insekthoteller i løbet af dagen.

Åbent Landbrug bød ikke blot på nye aktiviteter, men også nye lokationer. 

Eksempelvis var der mulighed for at besøge Københavns Universitet, en ny lokation, der særligt henvendte sig til de ældre børn og deres videnskabsnysgerrige forældre. På campus i Taastrup kunne gæsterne lære om universitetets arbejde med bæredygtighed, plantebaserede fødevarer og fremtidens landbrug. Der var også mulighed for at møde undervisere, lære om forskning og høre om universitetsuddannelser inden for plante- og miljøvidenskab.

-Det er dejligt, at vi kan fortsætte med at udvikle konceptet, så gæsterne også kan blive klogere på, hvordan landbruget arbejder med klima, natur og bæredygtighed. Der er dog ingen tvivl om, at det fortsat er de samme aktiviteter, der hitter ved de mere klassiske åbent hus-arrangementer på gårdene. Blandt de mest populære aktiviteter er at lege i halm, komme tæt på dyrene og kravle i de store landbrugsmaskiner, fortæller Jan Morre

Næste år kan Åbent Landbrug fejre 30-års jubilæum, og det bliver der allerede set frem til med forventning og glæde fra projektlederen:

-Det er skønt, at landbruget har en festdag som Åbent Landbrug, der i snart 30 år møder stor opbakning fra glade gæster og blandt de værter, der stiller op.