
Klimaudvikling skal selvfølgelig afspejle sig i regler
Landbruget er nødt til at insistere på en regulering, der tager hensyn til virkeligheden.
I sidste uge kunne vi i medierne følge de voldsomme oversvømmelser i flere lande i Centraleuropa som følge af ekstrem nedbør. Det er en klar påmindelse om, at klimaforandringer er en kendsgerning.
Myndighederne – også i Danmark – bør acceptere, at det også påvirker landmændenes muligheder for at agere i forhold til rigide datokrav.
Virkeligheden har ændret sig, det bør lovgivning og regulering selvfølgelig følge.
Således udløb fristen for tidlig såning af vinterhvede 7. september. Det er et af de alternative virkemidler i forhold til efterafgrøder i den målrettede regulering, men flere steder i landet var det så vådt, at det var helt umuligt for landmændene at komme ud i markerne og så vinterhveden.
Dispensation afvist
Landbrug & Fødevarer havde bedt myndighederne om dispensation, så de landmænd der i år har valgt tidlig såning som virkemiddel for at reducere udledningen af kvælstof, stadig kunne benytte sig af det.
Den anmodning er blevet pure afvist. Der er i stedet udsigt til store træk i næste års gødningskvote for de landmænd, der ønsker at benytte det virkemiddel. Er den tidlige såning etableret 8. september eller senere, ja så er det bare ærgerligt.
I en tid, hvor alle taler om klimaforandringer, og landbruget konstant konfronteres med behovet for grøn omstilling, så er det helt uacceptabelt.
Fair regulering med udgangspunkt i virkeligheden
Landmanden må agere efter det klima han lever i. Vi ser meget mere regn i vest og det modsatte i øst. Derfor giver ens regler fra en anden klimatisk tid selvfølgelig ikke mening.
Vi er i landbruget helt klar til at agere på klimaudfordringerne, men vi er også nødt til at insistere på en fair og faglig regulering, der tager hensyn til virkeligheden.
Positivt er det, at der er politiske meldinger om vilje til at skabe en mere fleksibel og virkelighedsnær regulering fremover. Men det er meget svært at forstå, at systemet ikke ønsker at bidrage til at afhjælpe problemer, når en regulering er åbenlyst forkert.