Nyhed, 18.september 2024

Sol og humør stod højt på Brunbjerggaard

Søndag åbnede Kaare og Dorte dørene og inviterede danskerne til besøg på deres gård i anledning af Åbent Landbrug 2024. Det bød på smil, sol og læring.

Klokken er 13, og middagssolen står højt på Brunbjerggaard Dragstrup i Gilleleje. På gården huser Kaare og Dorte 180 malkekøer af racen rød dansk malkerace, som årets åbent landbrug gæster kan hilse på.

Udover at møde gårdens dyr kunne man lege i halmhoppeborg, hoppe på hoppekøer, få en traktortur – og så kunne man også smage på en masse lækre mejeriprodukter fra Arla, som gården leverer mælk til.

 Og der er ingen tvivl om, at de mange aktiviteter, gården tilbyder er et hit blandt de besøgende:

-Vi er kommet til Åbent Landbrug flere år i træk her på gården. Jeg elsker den friske luft, og børnene er vilde med at komme ud og se dyrene i virkeligheden, fortæller Marie, gæst på Åbent Landbrug og fortsætter

Vi bor i byen, men vores børn drømmer om at bo på en gård, så det er virkelig dejligt at kunne give dem den her oplevelse.

-Og så er kalvene virkelig cute, forklarer Rose, Maries datter som netop har været med i halmballefangeleg.

Det var ikke kun på bedriften Brunbjerggaard Dragstrup i Gilleleje at gæsterne var mange. Også hos Vejlskovgaard ved Odder var der godt med besøg. 

Vejlskovgaard ved Odder - Åbent Landbrug 2024

En gave for gæster og landmand

Kl. 15 summer gårdspladsen stadig af liv og mellem muuh og latter sidder flere gæster på græsset og nyder omgivelserne og den friske luft. Men det er ikke kun gæsterne, der er blevet en god oplevelse rigere

-Det har været en kæmpe gave det her. Vi har haft 2100 gæster, vejret har været noget, man kun kunne drømme om. Alt spiller simpelthen, fortæller Kaare Larsen, der driver gården.

-Det gode ved Åbent Landbrug er, at vi kan invitere folk ind og fortælle om og vise vores arbejde. I år har vi haft guidede ture rundt i stalden. Jeg oplever generelt, at folk er nysgerrige og har mange gode spørgsmål. Og når jeg har kigget rundt eller fået talt med gæsterne er der kun positive reaktioner, siger han og fortsætter:

- Det har været en fantastisk oplevelse at være med til. Stor glæde og taknemmelighed er den følelse, vi går rundt med, efter det hele er slut. Jeg er glad over alle de søde gæster og taknemmelig over hele vores gode netværk. Jeg er virkelig glad for, at jeg er med til det igen i år.

Åbent Landbrug har 30 års jubilæum i 2025, og vil blive afholdt den 21. september.