
Stærkt beredskab tager hånd om væltede dyretransporter
Siden 2017 har L&F stået i spidsen for et beredskab, der håndterer ulykker med dyretransporter. Fremover satser parterne i beredskabet mere på forebyggelse.
Tæt på 300.000 grisetransporter kører årligt i Danmark. Antallet af ulykker har siden 2017 svinget fra to-ni årligt.
- Antal ulykker sammenlignet med mængden af transporter er meget lav. Men hver eneste ulykke er stadig frygtelig for dyr og chauffør. Tallet skal længere ned. Og vi skal blive endnu bedre til at håndtere ulykkerne, når de trods alt sker, fastslår Trine Vig, chefkonsulent i Fødevare- og Veterinærpolitik, Landbrug & Fødevarer.
Hun fortæller, der før i tiden skete ulykker, hvor situationen ikke blev håndteret hurtigt nok, og for mange grise omkom
- Vi manglede en klar rollefordeling i forhold til, hvem der gjorde hvad ved ulykker. Derfor samlede vi aktører med en aktiv rolle i beredskabet.
Beredskabet består af Politiets Landsdækkende Enhed for Dyrevelfærd og Tungvogn, Sydøstjyllands Politi, de regionale Brand & Redning, Beredskabsstyrelsen, Færdselsstyrelsen, Vejdirektoratet, Falck, Fødevarestyrelsen, Dyrlægeforeningen, transportører, slagterier og Landbrug & Fødevarer. Hovedformålet er at forebygge ulykker med væltede dyrelastbiler og optimere beredskabet, når ulykkerne sker.
- Vi gør det naturligvis især for dyrevelfærdens skyld. Samtidig førte den tidligere uklare rollefordeling til lange forløb med lukkede, travle vejstrækninger med betydelige samfundsmæssige omkostninger, forklarer Trine Vig.
Hun understreger vigtigheden af tidlig indsats. 112 skal aktiveres med det samme, der er behov for hurtig omlæsning af dyr til andre biler og hurtigt tilkald af veterinær ekspertise. Og alle involverede parter i en ulykke skal kende hinandens roller.
Hurtig koordinering
Samarbejdet har ført til, at politiet har et udviklet et omfattende actioncard, der træder i kraft, når politiets alarmcentral modtager opkald om en ulykke. Alarmcentralen kan tilkalde et landsdækkende netværk af transportvirksomheder, som bistår med teknisk hjælp til åbning af køretøjerne, så grisene hurtigst muligt kan reddes ud, og som har ekstra biler med til omlæsning af uskadte grise. Alarmcentralen står også for at tilkalde veterinær bistand ligesom et landsdækkende netværk af slagtere kan tilkaldes til hjælp med aflivning af dyr. Indsatsen er hurtig og koordineret til gavn for dyrevelfærden og fører som ekstra gevinst til, at myndighederne hurtigt kan genåbne vejen.
- Men en ting er reaktionen, når ulykken sker. Lige så vigtig er forebyggelse af ulykker, og det sætter vi nu endnu mere fokus på, forklarer Trine Vig.
Forebyggende eksempler er fokus på dækkvalitet, dæktrykskontrol, chauffør-opmærksomhed, hastighed og tilkørselsforhold ved ejendomme.
Fokus er øget på særlige problematiske strækninger som rundkørsler og motorvejsstrækninger med særlige hældninger. Øvelser og uddannelse er vigtige, og i 2021 blev der gennemført omfattende uddannelsesforløb for over 120 indsatsledere hos Brand og redning, inklusiv træning med varmesøgende droner, som kan finde undslupne dyr ved uheld i mørke.
- Som et nyt pilotprojekt i år sender SPF Danmark A/S en række chauffører på kursus i mental køreadfærd i januar måned, og beredskabsgruppen vil på baggrund af erfaringer med det vurdere om og hvordan kurset kan bruges fremadrettet. Det er et kursus, som er udviklet af politiet, og som vi nu afprøver i en ny sammenhæng, fortæller Trine Vig.
Samtidig sker der en løbende og systematisk registrering af data for ulykker hos politiet, og i beredskabsgruppen evalueres ulykker løbende for at optimere beredskabet.
- Ikke alle ulykker fører til nye læringspunkter, og vi når aldrig nul ulykker. Men vi er konstant åbne over for at gøre mere. Det er også derfor, at vi analyserer hver eneste ulykke og derfor, vi i branchen bruger ressourcer på at drive det her beredskab og erfaringsudveksling. Vi havde onsdag i denne uge foretræde for Folketingets Fødevareudvalg for at udbrede kendskabet til initiativet, fortæller Trine Vig.