
3 dage med Madskoler: Leg, læring og nye venner
I efterårsferien udbyder 4H, REMA 1000 og L&F Madskoler til Børn. Her tager børn grydeskeen i egen hånd, og får en fantastisk samt lærerig oplevelse med mad
Madskoler har eksisteret siden 2004, og er et initiativ der afholdes over 5 dage i sommerferien samt over 3 dage i efterårsferien. På Madskoler får børn sjove og lærerige oplevelser med mad og herunder om de fødevarer, vores medlemmer producerer.
Aktiviteten er populær blandt både børn og forældre. I sommers talte L&F med Colin på 11 år:
- Jeg har været afsted på Madskoler lige siden, jeg kunne. Jeg elsker at spise og lave mad. Og når jeg er på Madskole, får jeg altid en masse nye venner, så jeg vil gerne blive ved med at komme så længe, jeg kan.
På Madskoler står børnene i køkkenet sammen med de frivillige, hvor de selv får lov at prøve kræfter med røreskålen og gryderne. Madskolerne er ikke blot et initiativ der ligger op til hygge og socialt samvær i køkkenet, det er samtidig en måde hvorpå børn kan lære om madlavning og forskellige fødevare.
Line Munk Damsgaard er ernæringschef og ansvarlig for Madskoler hos L&F fortæller:
- Vi ønsker med Madskoler at vise børnene, at det der med mad er sjovt. Det at lave mad sammen er en fantastisk facilitator for gode snakke og spirende venskaber. Når vi spørger børnene, hvad de har fået ud af at være på Madskoler er det netop madlæringen samt venskaberne, der bliver fokuseret på.
3 dage med Madskoler i efterårsferien
Efterårsferiens 3 dage med Madskoler afholdes mandag til onsdag i tidsrummet 9.00-15.00 i uge 42, og er målrettet børn i alderen 8-12 år. Der er stadig ledige pladser på nogle af de 33 udbudte skoler rundt om i landet – både for børn og frivillige. Læs mere på Madskolernes hjemmeside