Frivillige aftaler virker – hvis alle er klar til at levere
Landbruget bliver ofte skudt i skoene, at vi ikke leverer på de frivillige aftaler, der indgås på miljøområdet.
Det er ikke en fair kritik. For som forskere påpeger, så sander sagerne ofte til i bureaukrati og træge systemer, hvor der mangler prioritering og måske hænder og hoveder med de rette kompetencer til at få tingene til at blive til virkelighed.
Landmændene kan kun bringe tingene så langt. Men når de rigtige præmisser er til stede, så når vi typisk målene, og ofte mere til.
Et godt eksempel er de frivillige aftaler fra 2020 om reduktion af fordampningen af ammoniak fra stald, lager og udbringning i henholdsvis kvæg- og griseproduktionen.
Slutevalueringen viser, at målsætningerne er mere end nået – og meget mere end det. For både gris og kvæg når en målopfyldelse på omkring 200 procent – altså dobbelt op på målet. De to sektorer har med målrettet udviklings- og forsøgsarbejde i tæt samarbejde med fodervirksomheder, samt en stærk kommunikation til landmænd og rådgivere, sikret det fornemme ryk.
Det er flot, og det er et udtryk for, at når betingelserne for at levere er til stede, så gør vi det.
At der kan leveres så markant på ammoniak, er så meget desto mere imponerende set i lyset af, at de danske reduktionskrav til landbruget er voldsomme 24 procent, meget højere, end i resten af EU, hvor gennemsnittet er seks procent. Det i sig selv er tankevækkende.
I udlandet kunne man endda tage skridt mod målet ved at plukke lavere hængende frugter, fordi vi i Danmark var hurtigere i gang med en målrettet ammoniak-indsats.
Der er grund til at anerkende indsatsen på tværs af sektorerne. Det kan vi være stolte af.
Samtidig er der grund til igen at minde landbrugskritiske politikere om, at frivillighed på miljøområdet nytter og virker, når rammer og prioritering er i orden.