
Permanent ekstensiverings ordning forlænges en måned
Den nye populære ordning forlænges til 29/11 2024. L&F ser positivt på forlængelsen, særligt grundet potentialet for hjemtagning af uudnyttede EU-midler
Der er stor interesse og opbakning blandt landmændene i Danmark til den nye ordning til permanent ekstensivering. Derfor giver det god mening, når ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, forlænger ordningen med en måned frem til den 29. november 2024. Ansøgningsfristen stod ellers til at udløbe med udgangen af oktober måned.
Uudnyttede midler fra EU’s landdistriktsprogram kan blive hjemtaget ved hjælp af ordningen. I alt er det blevet vurderet, at ordningen vil kunne hjemtage 300 mio. kr. med potentiale for mere, hvis mængden af søgninger overgår forventningerne.
Det er positivt, at ordningen bidrager til hjemtagningen af EU-midler, især set i lyset af, at det vurderes, at op mod 1,2 mia. kr. i EU-midler kan gå tabt inden udgangen af 2025.
Indtil videre er der allerede blevet søgt om permanent ekstensivering på ca. 4.600 ha landbrugsjord. Da der i aftalen om et Grønt Danmark blev afsat midler til udtagelsen af 10.000 ha landbrugsjord, er der rig mulighed for at søge ordningen. Tilmed er der i Landdistriktsprogrammet endnu flere midler til rådighed. Jeppe Bruus, minister for Grøn Trepart, udtaler:
-Der er fortsat mange midler til rådighed i ordningen, og jeg har derfor besluttet at forlænge fristen, så endnu flere kan ansøge. Min opfordring er klar til landmændene – søg ordningen nu så vi får mindsket klimaaftrykket, får mere natur og udledt mindre kvælstof til vores fjorde, søer og åer.
De landbrugsarealer, der udtages gennem ordningen, skal indgå i et lavbunds- eller vådområdeprojekt, hvis et sådant projekt opstår ved det udtagne areal på et senere tidspunkt. Dermed bidrager ordningen ligeledes til udtagningen af 140.000 ha lavbundsjorde som aftalt i aftalen om Grønt Danmark.