Ministerstemmer på delegeretmødet
Fire ministre besøgte og talte på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde.
Der var pæne ord til dansk landbrug og de danske landmænd fra fire centrale ministre, der onsdag og torsdag besteg talerstolen til L&F's delegeretmøde i Herning.
Her udpluk fra ministrenes taler:
Jeppe Bruus, minister for grøn trepart:
- I er heltene i vores alle sammens historie.
- Det er jer, der har taget den store opgave på jer, sagde Jeppe Bruus videre i sin tale.
- I kan være forvisset om, at vi i regeringen tager ansvar for den politiske proces, der foregår. Dermed tager vi også ansvar for, at det desværre ikke er lykkedes så hurtigt, som nogle af os havde forestillet os.
Jeppe Bruus langede også ud efter et regnestykke, som viser, at de 75.000 kroner pr. hektar, som i første omgang er afsat for at omdanne produktionsjord til skov, efterlader en ubetalt regning på 17,5 milliarder kroner til landets landmænd.
- Det regnestykke er lige så langt ude som at forsøge at så korn på en klippe. Dem, der siger det, de glemmer jo, at der er forskellige veje til at nå vores målsætning om, at vi 2045 har rejst skov på et areal, der svarer til Lolland-Falster og Bornholm, lød det fra Jeppe Bruus.
I sin tale takkede økonomiminister Stephanie Lose landbrugserhvervet for at have at have vist samarbejdsvillighed og forhandlingsvilje omkring den grønne trepart.
- Det er en stor forpligtelse. Politikerne har også forpligtelse til, at vi kommer i mål med en god og balanceret aftale, så det ikke bliver usikkerhed og konflikt, der tager over. De fleste danskere er optaget af, at vi finder balancerede og gode løsninger, lød det blandt andet fra Stephanie Lose.
Klimaminister Lars Aagaard uddelte roser til landbruget for at tage klimakampen op.
- Det er lige som pingvinerne, der står på en tynd isflage. De er nødt til at flytte sig. Men det gør I også i landbruget. Nu har jeg lyttet til alle de priser, der er blevet uddelt her på delegeretmødet, så jeg vil da gerne benytte lejligheden til at indstifte min helt egen november klima-pris, som skal gå til Landbrug & Fødevarer for klimaaftalen. I ved godt, at man skal flytte sig over på en anden isflage.
Europaminister Marie Bjerre lovede i sin tale, at det kommende danske EU-formandskab vil have Europas konkurrenceevne som hovedfokus.
- Det er slut med regulering, der spænder ben for vækst og udvikling også for landbruget, sagde ministeren blandt andet.
Hun bebudede desuden, at den nye kommission inden for de første 100 dage skal fremlægge en vision for landbrugets konkurrenceevne.
Og så understregede hun, at landbruget altid har været kendetegnet af innovationskraft.
- Og derfor har i en konkurrencefordel, når kommissionens vision skal omsættes til lovgivning, lød det fra europaministeren.