Foto: the company film

Nyhed, 20.november 2024

Fra Store Kartoffeldag til Kartoffelkongres

Nyt navn, samme traditioner: Den 23. januar 2025 samler Kartoffelkongressen hele branchen til en dag fyldt med faglig inspiration, netværk og debat.

I år har Danske Kartofler et særligt fokus på de unge i branchen – med et helt nyt spor skræddersyet til unge, der arbejder med eller har interesse for kartoffelavl.


Dette unge spor løber parallelt med generalforsamlingen og byder på tre spændende oplæg. Her vil unge landbrugere dele deres oplevelser og erfaringer med livet som kartoffelavler og give et indblik i fremtidsmulighederne i dansk kartoffelproduktion. Sporet er lavet i samarbejde med Landboungdom, der ligeledes moderer sessionen. 

 

- Det er første gang, at L&F  aktivt er med til at arrangere Kartoffelkongressen. Vi ønsker at sætte fokus på alt fra dyrkning til afsætning af kartoflen. Uanset hvor i værdikæden man arbejder med kartofler, så skal der være noget at komme efter på kongressen, både næste år og i de kommende mange år. Programmet skal favne både branchens udfordringer og styrker bredt set, siger områdedirektør i L&F Klaus Jørgensen.


En dag med traditioner – og nye samarbejder


Kartoffelkongressen bygger videre på traditionerne fra Store Kartoffeldag med generalforsamlingen som dagens første punkt. Efter frokost dykker vi ned i to faglige spor: Afsætningssporet og Dyrkningssporet. Her vil vi blandt andet belyse:

 

  •  Forbrugernes forhold til kartofler
  • Kartoflers sensoriske egenskaber
  •  Skimmelbekæmpelse
  •  Udfordringer med PFAS