L&F-formand efter aftale: Vi skal ud af krigszonerne

Der er gået et par døgn siden den politiske aftale om grøn trepart på Christiansborg. Hvad har bundfældet sig?

Bundfælde er et stort ord efter nogle dage fyldt med orienteringsmøder, webinarer og utallige interviews til medierne

Men det har været dage, hvor jeg er glad for, at mine kolleger i de folkevalgte organer er enige om, at aftalen i vid udstrækning er landet godt og afbalanceret. Blandet med forståelig dyb frustration over kvælstofdebatten, hvor politisk positionering vandt over fagligheden, og vi ender i overimplementering. Som vi dog har slutdato for. Det har også været dage, hvor jeg er enormt stolt over de mange landmænd, der har stået frem på TV, i radio og i aviser og været klar på fremtiden og de store opgaver, der venter forud.

Kritik af aftalen finder vi især på forskellige fløje. Der er en gruppe bekymrede landmænd. Vi har rasende grønne organisationer. To partier på venstrefløjen står uden for aftalen. To partier på højrefløjen står uden for aftalen. Det tyder da på en balanceret aftale. 

Går vi tilbage til juni, var der tre afgørende forudsætninger for, at vi sagde ja til trepartsaftalen.

Den ene er, at vi skulle sikre, at en kommende CO2-afgift ikke tager livet af den klimaeffektive danske landmand. Med det udgangspunkt, vi så ind i efter Svarer-rapporten, vil jeg sige, afgiften er landet langt bedre, end vi turde håbe på: Med langsom indfasning, højt bundfradrag og hurtigere godkendelser af klimavirkemidler, så dygtige landmænd nu kan investere sig ud af den. Samtidig går midlerne fra afgiften direkte tilbage til landmændene. Det var ikke udgangspunktet i begyndelsen af forhandlingerne.

Den anden gjaldt målet om en vandmiljøindsats, der virker og er lokalt forankret. Som bygger på en langsigtet arealomlægning frem for evig og ineffektiv markregulering.

For det tredje skulle vores medlemmer have kendskab til deres helt grundlæggende rammevilkår i mere end 10 minutter ad gangen.

Alle tre forudsætninger står tilbage som stærke L&F-aftryk. Aftrykkene gælder også nu, hvor der er landet en politisk rammeaftale.

Faste rammevilkår har vi efterlyst længe. Har vi dem nu?

Det vigtige er, at aftalen fra juni 2024 mellem parterne i den grønne trepart står ved magt. For den forpligter et meget bredt flertal i Folketinget sig nu på. Flertallet bakker op om aftalen i sin helhed og anerkender, at der er tale om en omfattende og balanceret aftale.

Aftalen fra juni 2024 var på 43 sider. Den politiske aftale på Christiansborg bygger så 19 sider oven på. Sådan må det være i en politisk forhandling. Der er tidsler på nogle af de 19 sider, men der er også eksempelvis græs, hvis betydning for både klima og kvælstof er blevet beskrevet tydeligere. Så de 19 friske sider har bestemt også gode afsnit. 

På dagen for aftalen blev jeg glad for reaktionen fra LandboUngdom, der med dejligt gåpåmod var begejstrede for, at de nu har klare horisonter. 

Som deres formand Christian Orthmann sagde: ”Vi er unge fødevareproducenter med lyst til, at den grønne omstilling skal lykkes, og vi er klar. I LandboUngdom har vi længe efterspurgt en langsigtet ramme for erhvervet. Det er dejligt, at der er blevet lyttet til det i den aftale, der er præsenteret. Det skal bare lykkes det her.”

Det skal det nemlig. Og udmeldingen bekræfter mig i, at vi er gået den rette vej. Det gør det også med citater fra de fem ministre og mange toppolitikere, der var med til aftalens præsentation. Her betød langsigtede rammevilkår og det at bære faklen videre meget for mange. Det var også derfor, vi kæmpede for at gøre gode forhold for generationsskifter og fremtidens landbrugere til en central del af treparten i juni måned.

Som du også er inde på, endte vandmiljø og kvælstof med at fylde næsten alt i forhandlingernes slutspurt. Hvordan endte det i din optik?

Jeg vil gerne begynde med at ridse et endemål op. Et endemål, der må betyde noget for alle, der har høstet umodent korn og kæmpet sig gennem muddermarker i nogle år. Og i andre år har forsøgt at så efterafgrøder på udtørret, betonhård jord.

"For tanken bag at løse flere af vores udfordringer med arealomlægninger er, at hele reguleringsåget med målrettede efterafgrøder, kvotetræk og datotyranni kan forsvinde. Det sikrer vi ved mod kompensation eller fuld erstatning at omlægge dele af vores arealer til vådområder, natur og skov.  Og så er endemålet, at vi vil kunne udøve vores gode landmandskab og dyrke fødevarer for fuld kraft på størstedelen af vores arealer."

Det skal være tilstanden, når vi er i mål med arealomlægningen. Og det må da siges at være en motivation for os.

Motivation er der dog også brug for. For det bliver ikke en nem opgave, som tilmed skal gå virkelig stærkt. Før har det ofte taget en håndfuld år at gå fra idé over projekt til tinglysning af eksempelvis vådområder. Det skal nu gå meget hurtigere.

Det lokale treparter med kommuner for bordenden og naturforeninger og landbrugsforeninger rundt om bordet påhviler der et stort ansvar og massiv arbejdsopgave. Men den potentielle gevinst er tilsvarende enorm.

Gevinsten er også stor ved, at spildevand og overløb er nævnt flere gange og står med helt eget afsnit i trepartsaftalen. Der kommer langt mere fokus på det og dermed også andre presfaktorer end kvælstof fra markerne.

Og hele debatten  om scenarier?

Jeg ærgrer mig over, at scenarie-diskussionen om kvælstof fyldte så meget og blev så forsimplet og polariseret, som den gjorde i medierne. Vi fandt scenarie 3 helt oplagt. Det bygger på EU’s fælles miljømål og 2nd opinion og det internationale ekspertpanels klare budskab om, at vand nu engang er internationalt, og at Sveriges og Tysklands udledninger har stor betydning i Danmarks mere åbne vandområder.

Det blev så efter stort politisk pres fra partier uden for regeringen til scenarie 1. Det er en ærgerlig overimplementering af vandrammedirektivet. For alle tre scenarier lever op til direktivet.

Til gengæld har det så været helt afgørende, at vi får en interkalibreringsgaranti. Jeg vil sige, det er helt afgørende for danske landmænd og Landbrug & Fødevarer, vi fik den.

Aftalens garanti for interkalibrering betyder, at regeringen skal forhandle med Sverige og Tyskland om fælles miljømål for vores fælles vandområder.  Lykkes det ikke, går vi i 2029 tilbage til de aktuelle interkalibrerede EU-besluttede miljømål i scenarie 3 i åbne vandområder.  Så kan vi fokusere ressourcerne på at reducere kvælstofudledning i de mere lukkede fjorde, hvor danske udledninger har meget større betydning for vandmiljøet. At statsminister Mette Frederiksen bruger store dele af sit første interview om grøn trepart til at tale om prioriteringen af interkalibreringen viser, det er en højt prioriteret opgave.

Men lige nu ser landmænd omkring Lillebælt og Fyn desværre ind i unødigt høje og unødigt dyre indsatskrav. Og i de områder vil vi se en unødigt kompliceret arealplanlægning i en årrække.

Men altså: Motoren i vandplanerne er blevet en højoktansmotor med kystvandråd, lokale treparter og arealomlægning med vådområder, minivådområder og lavbundsprojekter. Frem for forkætret målrettet regulering, der helt skal forsvinde på sigt. Vi har sikret samfundets opbakning og midler til arealomlægningen. Og vi har perspektiv om en fortsat stærk landbrugsproduktion på størsteparten af Danmarks gode landbrugsjord.

Hvad med værditabsdebatten?

Hele værditabsdebatten var og er stadig præget af misforståelser og unuancerede udmeldinger.

Hvad angår kvælstofdelen har aftalen flere væsentlige elementer i forhold til beskyttelse af jordværdier ved evt. øget og midlertidig målrettet regulering. I dag er taksten for efterafgrøder ens per hektar uanset omfang af krav. Det er helt skævt. Fremover bliver kompensationen differentieret afhængig af reguleringsniveau. Det bør imødegå trykkede jordværdier ved midlertidig øget regulering. Samtidig er det endnu tydeligere slået fast, at målrettet regulering udfases i takt med, at vi realiserer arealomlægninger. Og de arealomlægninger er der sikret tilstrækkelige midler til, for partierne har forpligtet sig til at finde yderligere finansiering, hvis behovet er der. 

Samtidig kan det nogen steder være, landmænd vil vælge at dyrke græs frem for andre afgrøder for at leve op til kvælstofkrav.

Det er kvælstofdelen. Hvad med skovrejsning og værditab?

Hvad angår skovrejsning vil jeg igen understrege pointen om, at enhver omlægning af landbrugsjord til skov i treparten er baseret på frivillige aftaler. Det er det også efter den politiske aftale. Og i de fleste områder er skovrejsning ikke det mest effektive virkemiddel i forhold til næringsstoffer. Det er vådområder, minivådområder og lavbundsprojekter. Her er der mulighed for kompensation eller fuld erstatning for værditabet, når man ikke længere kan dyrke markerne på samme måde som i dag. Det er der også fremover.

Så først skal de rette virkemidler ud at virke i de enkelte vandoplande for at komme i mål med vandplanerne. Og så skal vi fylde efter med skovrejsning. Det er derfor, modellen for skovrejsning genbesøges i 2027.

Har man læst særligt Jyllands-Posten den seneste tid får man nærmest indtrykket, af jordpriserne kollapser i hele Danmark. Jeg forstår virkelig godt, at det bekymrer vores medlemmer. Paradoksalt nok, så har forhandlingerne her hen over efteråret mere handlet om bekymring over, at en ny køber af jord med 50 milliarder kroner i pengepungen ville få priserne til at stige. Med de to udgangspunkter tror jeg, vi rammer noget afbalanceret med priserne i ro. Og det er også målet. Det er flere gange i den politiske aftale skrevet ind, at implementering og udmøntning skal ske med det sigte, at jordpriserne holdes i ro. Det er godt. Ellers bliver det svært for næste generation. 

Hvor afgørende er henholdsvis kommunernes og foreningers rolle lokalt?

Det var altafgørende for os at sikre lokal forankring i aftalen fra juni måned. Ansvaret skal ud lokalt, hvor vi erfaringsmæssigt ved, der er folk, som får tingene til at ske. Også selvom vi ved, at det med det store ambitionsniveau bliver en kamp for at finde de rette hoveder og hænder til at få processerne gennemført.

Den regulering, vi har haft i mange år, har ikke fungeret. Nu går vi i stedet efter nogle lokalt forankrede løsninger, hvor vores dygtige lokale foreninger sammen med kommunerne og de grønne organisationer kan finde løsninger, som fungerer lokalt.

For nylig var 400 landmænd fra hele Danmark samlet til Landbrug & Fødevarers Delegeretmøde. Til ingens overraskelse dominerede netop grøn trepart og de politiske forhandlinger størstedelen af mødet.

Her gik landmænd én efter én efter én op på talerstolen og sagde ”Vi har projekterne klar. Lad os nu komme i gang”. Det er måske svært at forstå, hvorfor man står der og tripper, når aftalen er lig flere og nye opgaver. Men for de landbrugsfamilier og virksomheder, jeg repræsenterer, er utålmodighed og uvished en større udfordring end travlhed.

Apropos travlhed: Hvordan har du det med aftalens deadlines?

Der er er nogle ekstremt ambitiøse tidsfrister i trepartsaftalen. De var allerede ambitiøse, da vi landede aftalen i juni. Nu er der så gået fem måneder mere. En række arbejdsgrupper beskrevet i treparten stod til, ifølge aftaleteksten fra 24. juni, at skulle afrapportere inden jul. Al respekt for at der har været brug for en grundig politisk proces om en så stor aftale som den, vi indgik i juni. Men de oprindelige deadlines fra den aftale viser med al tydelighed, at ingen havde forestillet sig, at der skulle være guirlander og juletræer på gader og stræder, før den politiske aftale blev indgået.

Jeg bemærker også, at Kommunernes Landsforening i deres kommunikation efter den politiske aftales indgåelse peger på, at rammerne hurtigt skal på plads, for tidsplanen er meget stram. KL peger på, at regeringen hurtigt skal få konkretiseret økonomi, organisering og it-understøttelse, og at KL går i tæt dialog med regeringen om det. Det bekræfter, at kommunerne tager deres rolle alvorligt. Det er opløftende, når treparten specifikt siger, de skal sidde for bordenden og facilitere arbejdet i de lokale treparter.

Selv skal vi kigge på, hvordan Landbrug & Fødevarer bedst kan understøtte det store arbejde, der venter særligt lokalt. Det er vi allerede i gang med, og det er også hovedargumentet for den omrokering, vi tidligere på ugen lavede i direktionen, hvor vi bl.a. udpegede Morten Boje Hviid som ny administrerende direktør.

Hvad sker der så nu?

I Landbrug & Fødevarer får vi enormt travlt med det kæmpe arbejde, der ligger i at få den politiske aftale udmøntet i lovgivning og bekendtgørelser. Det starter allerede nu og vil løbe i  lang tid. Vi skal se på, hvordan vi får et tæt og effektivt samarbejde med Ministeriet for Grøn Trepart for at sikre fremdrift i årene, der kommer. Og vi skal have et endnu stærkere setup ud til foreningerne.

På lidt længere sigt er det helt afgørende at få godkendt klimavirkemidler og at arbejdet med arealomlægninger kommer godt i gang. Det er mit håb, at vi lander et sted, hvor vi har håndteret de krigszoner, vi har haft med dele af det omgivende samfund i mange år om klima og miljø. Kan vi både løfte erhvervet for byrder, tydeligst med afskaffet målrettet regulering? Og samtidig sikre os en samfundskontrakt- og accept med en stærk og stolt landbrugsproduktion hvor vi løser de udfordringer, som samfundet forventer af os? Ja, så har vi gjort det rette for fremtidens generationer af danske landbrugere.