Otte formænd om treparten, hvad er vores opgave nu?

Før treparten gik i gang med sit arbejde i foråret så erhvervet ind i voldsomme og ødelæggende CO2- afgiftsmodeller, forslag om afgift på gødning og bureaukrati på samlebånd. Nu er den politiske aftale landet med et betydeligt mere spiseligt resultat til følge. Hvor står erhvervet nu, og hvordan gør foreningerne klar til at gribe den svære og komplicerede opgave an i en situation, hvor vi fortsat også mangler svar på meget vedrørende implementeringen? Læs otte formænds svar. Husk at se eller gense webinaret om aftalens betydning ellers læs det store interview med Søren Søndergaard på lf.dk eller i vores nyhedsbreve.

Henrik Jessen, formand, SPIRAS, ”På forkant med kommunikationen”

Vi har en meget stor opgave med at få etableret et stærkt samarbejde med kommunerne om at få projekterne til at lykkes. I SPIRAS har vi budt alle borgmestrene i vores område ud at se på konkrete projekter og i forlængelse af det en dialog om, hvad udfordringerne er, nu vi skal til at gøre det her i meget stor stil. Det er jo klart, at når vi i forvejen døjer med at få lavbunds- og vådområdeprojekter i mål og nu også skal have en massiv skovrejsning, så skal der mange flere ressourcer til. Det tror jeg også, at kommunerne er helt klar over. Den forståelse er vigtig. Vi har også nedsat en task force i vores rådgivning, og så bruger vi en del energi på at kommunikere og være i dialog med medlemmerne om, hvad der er op og ned. Det er vigtigt for os at være på forkant med kommunikationen for at skabe noget afklarethed og ro. Selv om man som medlem forsøger at sætte sig ind i sagerne, så kan det være svært, særligt når nogle politikere og organisationer melder så markant ud. Den uro kan vi være med til at afmontere.

Nis Hjort, formand, Vejle-Fredericia Landboforening, ”Vi skal skabe overblik for medlemmerne”

Jeg ser, at vores allervigtigste opgave er at hjælpe medlemmerne med at få overblik. Der er en meget stor og forståelig usikkerhed om, hvad betydningen bliver for den enkelte, for langt de fleste af os kender jo kun den politiske aftale i overskrifter. Nogle tænker; ’Jeg mister 10 procent af min jord, andre, at det slet ikke påvirker dem’. Den usikkerhed skal vi afhjælpe så meget, vi kan, men det er selvfølgelig en udfordring, så længe vi ikke har en bekendtgørelse eller nogle klare aftaler med kommunerne. Men vi skal i hvert fald hele tiden have blik på at skabe overblik for medlemmerne, og få ny information delt med dem. Og behovet for information og rådgivning bliver selvfølgelig ikke mindre, når vi begynder at stå med medlemmer, der har konkrete udfordringer. Den anden vigtige opgave er, at vi skal styrke de relationer, vi har til kommunerne. Vi skal være sikker på, at vi ser ens på opgaven, og hvad den indebærer. Samarbejdet med kommunerne bliver helt centralt og afgørende, da det bliver dem, der får midlerne til at føre planer og projekter ud i praksis.

Torben Hansen, formand, VKST, ”Fuld gas på kollektive indsatser”

I forlængelse af politikernes valg af kvælstofscenarie så har vi her i vores østlige del af landet mange vandområder, der bliver hårdt ramt på kvælstofreguleringen. Derfor kaster vi os i VKST også med fuld kraft ind i arbejdet med at sikre, at vi får realiseret så mange kollektive indsatser som overhovedet muligt. Sammen med de øvrige foreninger i området arbejder vi selvfølgelig også med at tjekke og udbore det faglige grundlag for reguleringen. Vi skal byde markant ind om kystvandråd og Vandoplandstyregrupper. Og vi har en stor opgave med at skaffe forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi går benhårdt efter de kollektive indsatser. Det løfter vi blandt andet gennem køkkenbordsmøder. Vi skal have sat gang i masser af vådområdeprojekter, afbrudte dræn med videre. Det er den eneste vej til at komme af med den håbløse og trælse regulering, vi slås med i dag. Nu har vi muligheden, og det går vi ’all in’ på. Samtidigt skal vi selvfølgelig også have fokus på at få lavbundsprojekterne til at lykkes. Jeg tænker, det bedste vi kan gøre for os selv, er at få sat så mange projekter i gang som muligt, så kommunerne bliver dynget til med ansøgninger. Det skal ikke være vores skyld, hvis tingene ikke når i mål. Lykkes det her, så er det vejen frem for os og kommende generationer. Det er en stor forpligtigelse. Det er et stort ansvar. Men perspektiverne er store.

Merete Hjorth Pedersen, formand, Fyns Familielandbrug, ”Kommunikation til medlemmer og omverden”

Den vigtigste opgave om den politiske aftale for os som forening er at være der for vores medlemmer i dialogen med myndigheder, selvfølgelig særligt kommunerne. Vi tre landbrugsorganisationer på Fyn står sammen og kommer til at hjælpe hinanden. Vi kommer til at gå positivt og konstruktivt ind i arbejdet, men jeg går selvfølgelig med en bekymring for, hvor mange muskler, kommunerne har til at få projekterne ført ud i livet med den fart, der er lagt op til. Erfaringerne er jo desværre ikke alt for opløftende alle steder, og det bliver et bjerg, vi skal op over sammen. Her på Sydfyn, hvor jeg bor, er der fire kommuner, vi skal samarbejde med, og de skal jo også koordinere indbyrdes, så opgaven kræver enormt meget. Vi får som forening en stor opgave med at kommunikere til medlemmerne, men vi opfordrer dem også meget til selv at søge information og være aktive. Vigtigt er også, at vi får kommunikeret til omverdenen, at landbruget er klar til omstillingen. At vi er lige så omstillingsparate nu, som vi har været gennem historien.

Antoni Stenger, formand, Sønderjysk Familielandbrug, ”Tænk på tværs og træk på samme hammel” 

Helt generelt så er jeg rigtig godt tilpas med aftalen, og jeg er faktisk lidt, eller måske nærmere meget, stolt af Landbrug & Fødevarer og hvad der er opnået. Og jeg er også rigtig glad for, at regeringen lykkedes med at få de sidste partier med. Det gør den politiske aftale meget mere holdbar. Her i vores forening, så skal vi skubbe på alt det vi kan for at få sat skub i de kollektive virkemidler, så vi kan få udtagning og omlægning til at fungere så godt som overhovedet muligt. Vi har ansat halvanden udtagningskonsulent, men vi skal være gode til at tænke på tværs og for eksempel også have inddraget planteavlskonsulenterne, som jo kender kunderne og deres jorder, til at have øje på, hvor der er basis for at lave eksempelvis et minivådområde. Det er så vigtigt, at vi alle sammen trækker på samme hammel for at få det her til at lykkes. Jeg vil selvfølgelig holde et ekstra vågent øje med, at der bliver retfærdighed i implementeringen af de forskellige kompensationsordninger, så de mindre brug ikke bliver forfordelt. I den forbindelse er det positivt, at vi har fået, at der ikke er krav om metanreducerende foder under 50 køer, ligesom der jo også ligger, at der kommer en bagatelgrænse for CO2- afgiften. Og så har vi fortsat en kæmpe udfordring med markvanding, som der i den grad også er brug for fokus på.

Hans Gæmelke, formand, Djursland Landboforening, ” Samarbejde med kommuner skal på plads”

Vi vil selvfølgelig som forening understøtte arbejdet med at få den politiske aftale om grøn trepart til at fungere, alt det, vi overhovedet kan. Noget af det, der kommer til at fylde meget, og som måske også kan blive udfordrende, er at få samarbejdet med kommunerne på plads. I vores område har vi jo som en særlig ting sagen om Kolindsund, som er særskilt nævnt i den politiske aftale, og som skal undersøges med henblik på eventuel genskabelse som sø. Det er lidt tankevækkende, for det er, mig bekendt, ikke noget, der vil give klimaeffekt, og kvælstoffet ender jo i Kattegat med det samme. Så skal det være for biodiversitetens skyld, og det kan man jo diskutere. Fokuset på Kolindsund illustrerer måske meget godt, at der stadigt er brug for meget mere viden om den grønne omstilling, også hos politikerne. Helt generelt er jeg selvfølgelig spændt på, hvordan implementeringen vil blive lokalt. Det er for eksempel om skovrejsningen, hvor jeg ikke tror, vi er underbemidlet på Djursland, men der skal måske skabes nogles forbindelsesruter. Når det handler om skovrejsningen, så tror jeg dog næppe, at det er landmændene, men mere folk, der mister udsigt, som er den store hurdle.

Carl Chr. Pedersen, formand, Agillix, ” Vi skal hjælpe med strategier”

Som forening skal vi tage ejerskab til aftalen og få så meget ud af mulighederne i den for medlemmernes skyld, som overhovedet muligt. De, der fortsætter i erhvervet, skal have mulighed for at producere meget og effektivt. De, der har en personlig strategi om at forlade erhvervet, skal også have en løsning, de kan se sig selv i. Vi skal som forening og rådgivning hjælpe med at lave strategier, så ingen sættes af på perronen. Vi har unge med mange år foran sig i erhvervet, og ældre medlemmer, der måske hellere vil drosle ned, end at gå ind i omstillingen. Det er vigtigt at holde fast i, at treparten er baseret på frivillige ordninger, og ingen skal føle sig presset. Overordnet får vi nu en miljøindsats, som indtænker lokal ekspertise og som rent faktisk virker. Det er da løfterigt. Det fremtidssikrer og giver tryghed til at investere. Opgaven er ganske vist national, men den skal løses lokalt i samspil med kommunerne, der får en meget vigtig rolle. Betingelsen for succes er, at vi kan sætte os ned med de rette ressourcer, det er viden, det er kompetencer og det er økonomiske ressourcer, og så finde de rette løsninger i de enkelte områder. Vi er nødt til at fokusere på de muligheder ,Folketinget giver os.

Kurt Jørgensen, formand, nf plus, ” interessante muligheder for de mindre brug”

Grundlæggende er forårets aftale jo et rigtigt godt stykke arbejde. Vi kan se, der står stor respekt om L&F’s forhandlere, det er godt at være vidne til. Vores vigtigste opgave i det kommende lange forløb bliver at hjælpe medlemmerne nådigst muligt igennem processen, uanset om de vil gå den ene eller anden vej med deres produktion. Det er selvsagt en stor og svær opgave, som vi jo endnu ikke ved helt hvad indebærer i detaljen. Vi og vores medlemmer står selvfølgelig med mange af de samme bekymringer, som alle andre. Vi kan være bekymret for konkurrencesituationen, og om der bliver den nødvendige basis for at lave investeringer. Den usikkerhed fylder selvfølgelig meget. Men vi ser altså også nogle rigtig interessante muligheder for at lave nye tiltag. Det er eksempelvis omkring de mange hektar, der skal ekstensiveres. Der bliver brug for nogle driftsformer med for eksempel fårehold og kødkvæg, som også de mindre og mellemstore bedrifter kan byde ind på og udvikle sig ved. Det kan blive godt for de mindre brug og dermed styrke bosætning og aktivitet på landet.