
Et skoleeksempel på privat-offentligt samarbejde
Forleden havde beredskabet omkring dyretransporter foretræde for folketingsudvalg. Politikere og andre interessenter skal kende det velfungerende samarbejde.
Beredskabet om dyretransporter har, selv om det har eksisteret siden 2017, en udfordring i forhold til at være kendt af alle relevante interessenter, herunder politikere.
Det fortæller Lisbeth Harm Nielsen, chefkonsulent i Fødevare- & Veterinærpolitik i Landbrug & Fødevarer og nyudpeget ansvarlig for beredskabet:
- Vi møder, forbløffende ofte vil jeg sige, for eksempel transportpolitikere, der ikke er klar over, at vi har et sådant beredskab. Andre, der kender det, har måske en undren over, at det er os som erhvervsorganisation, der koordinerer arbejdet. Vi forsøger selvfølgelig at styrke kendskabet til beredskabet og få fortællingen om, hvordan vi arbejder, ud til så mange relevante interessenter som muligt.
Styrke Kendskab
I sidste uge havde beredskabet foretræde for folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, netop for at styrke kendskabet blandt politikerne, der arbejder med blandt andet dyrevelfærd.
- Det er rigtig nyttigt at få muligheden for at præsentere beredskabet, og hvordan vi arbejder for politikerne. Sagt i al beskedenhed så er beredskabet et fantastisk godt eksempel på privat-offentligt samarbejde. Ubureaukratisk og med fælles interesser for øje, siger Lisbeth Harm Nielsen.
Udvalget kvitterede for introduktionen til beredskabet og dets arbejde.
- Nu ved medlemmerne, at vi har et omfattende og seriøst arbejdende beredskab, som løbende har øje på, hvad der måtte ske af ulykker og efterfølgende analyserer på, hvad der er årsagen, og hvordan vi måske kan undgå dem i fremtiden. Det er rigtigt nyttigt i forhold til den videre indsats på området, at politikerne ved, at de ikke skal ud at opfinde den dybe tallerken, hvis de vil se på sikkerheden omkring dyretransporter. Der er allerede et stærkt, fagligt og velfungerende setup, fastslår Lisbeth Harm Nielsen.