
Politiet: Ikke et højt antal ulykker med dyretransporter
Med frivillige indsatser har Beredskabsgruppen gjort en positiv forskel i redningsindsatsen og forebyggelsen. En transportvirksomhed og politiet ser stor nytte
Ulykker, der involverer dyretransporter, får stor mediedækning men ser man på antallet og holder det op mod det samlede antal ulykker med lastvogne, så er der ikke en overrepræsentation.
Sådan lyder vurderingen fra Niels Arberg, specialkonsulent i politiets Landsdækkende Enhed for Operativ Dyrevelfærd og Tungvogn under Midt- og Vestsjællands Politi.
- Hvis man ser på rene uheld med lastvogne med dyretransporter, og hvor der er sket skade på dyr, så har vi siden medio 2017 haft 40 ulykker. Sammenholdt med, at der årligt er cirka 300.000 transporter med grise i Danmark, så er det ikke et højt tal. Og det er det heller ikke set i forhold til andre typer uheld med lastvogne, fastslår Niels Arberg.
Højt tyngdepunkt giver ikke ulykker
Han sidder som en af to repræsentanter fra politiet i Beredskabsgruppen for ulykker med dyretransporter, og kalder transportbranchen ’meget aktiv’ i forhold til at arbejde med at reducere uheldsfrekvensen. Det handler blandt andet om nye elementer som mental køreteknik i den uddannelse ,chauffører skal igennem hvert femte år. Transportørerne har også et stort fokus på at vælge de rigtige vogntyper.
- Ser vi på uheldsårsagerne, så er der ikke belæg for påstanden, som man nogle gange hører, om, at et højt tyngdepunkt forårsager ulykkerne. Det høje tyngdepunkt kan forstærke en vælteulykke, men grundlæggende er det en fejlvurdering af vejen og rabatten, som er den centrale faktor. For eksempel ved vurdering af den hastighed, som man kan køre igennem en kurve eller rundkørsel med, eller ved behov for at trække ud i rabatten ved møde med blandt andet modkørende, hvor rabatten er blødere end forventet, forklarer Niels Arberg.
Han er meget tilfreds med samarbejdet og udkommet af arbejdet i beredskabsgruppen.
- Det har leveret nogle rigtig gode og helt konkrete resultater. Transportbranchen har etableret et frivilligt netværk, som kan bistå ved uheld, og som de også finansierer. Det har betydet, at politiet kunne lave et action card, hvor vi kunne beskrive redningsindsatsen og lave tilkaldelister for vognmænd i området. Ofte er vognmændene faktisk på plads, inden de får henvendelsen. De er virkelig effektive, og vagtcentraler og indsatsledere har været fulde af ros for indsatsen, siger Niels Arberg og fortsætter:
- Med hjælp fra dyrlægeforeningen har vi senere fået lavet en liste over frivillige dyrlæger, man kan ringe til, og tilsvarende assistance fra slagterier, der kan bidrage, hvis der er behov for aflivning af dyr. Hastigheden med at få kompetente folk frem til at vurdere om dyrene er transportegnende gør en kæmpeforskel i redningsindsatsen.
Beredskab sikrer hurtig handling
Set gennem vognmandsbriller så giver det også stor værdi at flere aktører, private og offentlige, står sammen om at arbejde for og med sikkerhed og i forbindelse med dyretransporter.
Det mener Rene Falkenberg, administrerende direktør og medejer af Jysk Transportservice. Med udgangspunkt i Haverslev i Himmerland har virksomheden dyretransporter som en væsentlig del af forretningen.
- Vi har som virksomhed stor opmærksomhed om, at sikkerheden skal være i orden. Af hensyn til dyrene og deres velfærd, det kommer selvfølgelig i første række, men også af hensyn til vores medarbejdere og vores renomme. Mange har holdninger til vores arbejde med dyretransporter. Sker der et uheld, så er vi på forsiden. Det er sådan, det er, konstaterer Rene Falkenberg.
Derfor er han også glad for at der eksisterer et bredt beredskab.
- Jeg oplever, at alle i beredskabet har en god fælles interesse i at komme videre og få antallet af uheld endnu længere ned. Og det er rigtig gavnligt, at der eksisterer en klar beredskabsplan, som politiet kan tage op af skuffen, når der sker et uheld. Det betyder, at der bliver ageret hurtigt og struktureret fra alle parter, politi, redning, transportører og dyrlæger. Det er med til at hindre, at dyrene kommer til at lide unødigt, sige Rene Falkenberg, og fortsætter:
- Vi havde tilbage i 2021 en stor beredskabsøvelse, som vi også lærte meget af, blandt andet omkring kommunikationsvejene ved uheld. Jeg synes hele tiden, vi rykker os i fællesskab.
Fokus på forebyggelse
Også internt i Jysk Transportservice er der stort fokus på uheldsforebyggelse.
- Det er både for at reducere uheld på grund af teknik og menneskelige fejl. Vi ser hele tiden ind i teknikken. Hvordan sikrer vi den rigtige undervogn til højtlastede biler? Hvordan sikrer vi, at vi får anskaffet de rigtige features til bilerne? De rigtige bremser og så videre. Det er hele vejen rundt omkring det tekniske, siger Rene Falkenberg, der også peger på vigtigheden af at holde chaufførerne skarpe.
- Nu har vi for eksempel haft lidt vinter, og rabatterne er meget bløde. Så får chaufførerne lige en mail om, at de skal være ekstra opmærksom på det. Vi har selvfølgelig også fokus på hastighed og køreteknik og er lejlighedsvis på køreteknisk anlæg. Det er vigtigt, at chaufførerne kender bilens reaktion på rygraden.
Når uheldet har været ude, er der også en opgave med at samle chaufførerne op.
- Vi får, blandt andet takket være det stærke beredskabssamarbejde, gjort det, vi skal på en god måde på ulykkesdagen, men vi er også meget fokuseret på at hjælpe medarbejderen efterfølgende, fortæller Rene Falkenberg.