Nyhed, 07.februar 2024

Vi holder skarpt øje med fremdriften i støtteansøgninger

Sidste torsdag åbnede Landbrugsstyrelsen for at sende ansøgninger ind om udbetaling af EU-støtte i 2024.

Af Lone Andersen, viceformand L&F

Det er altid med en vis skepsis og bekymring, at vi ser en ny runde gå i gang, for vi må være ærlige og sige, at der gennem årene har været alt for mange problemer i at håndtere ansøgningerne. 

It-nedbrud og forsinkelser af sagsbehandlingen har år efter år givet kæmpestore – og helt uforskyldte – problemer for landmænd og deres rådgivere. Det har langt fra været godt nok. 

Derfor holder vi naturligvis også skarpt øje med, hvordan processen skrider fremad. Driften skal være stabil og med hurtig fejlretning. Landmænd skal ikke komme i klemme, og rådgiverne skal have rimelige arbejdsvilkår og ikke slås med systemerne, som konstant går ned.  

Landbrug & Fødevarer holder jævnligt møder med Landbrugsstyrelsens direktion om fremdrift og problemhåndtering, ligesom der er faglig dialog med styrelsen om it-systemerne. 

Styrelsen har på forhånd oplyst, at der er sat en række tiltag i værk, der skal sikre en forbedret proces. Det må vi tro, bliver realiseret. Som sidste år vil nedbrud på systemet føre til en tilsvarende forlængelse af fristen for at søge. 

At problemerne i styrelsen ikke er nye, understreges ved, at sager om projektstøtte med op til syv år på bagen har ligget uden at blive afgjort. Det er selvfølgelig uacceptabelt. 

Efter henvendelse fra L&F’s har Landbrugsstyrelsen nu fremlagt en plan, der skal få afviklet sagerne.  

Det er positivt, men man må selvfølgelig aldrig som borger opleve, at en ansøgning om støtte trækker ud i så lang tid.  
 
Det skal vi kunne gøre bedre i Danmark.