Nyhed, 14.februar 2024

Dyrevelfærdsaftale skaber nødvendig klarhed

Der er generelt grund til at være tilfreds med den aftale om dyrevelfærd, som blev præsenteret i fredags.

Af Søren Søndergaard, viceformand L&F

Det er en ambitiøs aftale, som på flere punkter stiller større krav til landbruget, som vil kræve investeringer og en stor indsats at levere på. Men den opstiller også tydelige og klare rammer. Vi ved ved nu, hvilke præmisser vi ser ind i, inden vi går i gang med at investere. Den tryghed er vigtig for udviklingen af erhvervet. Nu skal vi så sikre, at landbruget har de økonomiske rammer til at kunne foretage investeringerne.

Der er grund til at kvittere for, at det er lykkedes fødevareministeren at samle et så bredt flertal for aftalen, som hele ni partier er en del af. Det giver en grundlæggende ro på det vigtige område, at så mange partier står bag.

Fagligt kan vi glæde os over, at der er flere elementer i aftalen, som kan genfindes i vores egne visionsplaner på området. Der er lyttet til vores argumenter og faglige input på flere områder. Det viser, at vores stærke faglige arbejde giver resultater.

Unødvendigt kontroltryk


Men ikke alt er, som vi ud fra en faglig synsvinkel kunne ønske os.

Jeg undrer mig således over, at det er besluttet at hæve det generelle kontroltryk. Det er unødvendigt og samtidigt en stor økonomisk belastning for landmændene. Det viser de aktuelle gebyrstigninger desværre tydeligt.

Med den nationale aftale på plads ligger der nu en opgave for regeringen i at presse de øvrige EU-lande til at sætte barren lige så højt, som vi har gjort i Danmark.

Der er en revision af EU-reglerne på vej om kort tid, og det er vigtigt, at vi har en lige bane at spille på i konkurrencen med vores europæiske kolleger. Det vil vi bruge kræfter på, i den kommende tid.