Nyhed, 14.februar 2024

Økologisk produktion er en grøn schweizerkniv

Ny strategi med økologi som nøgle i den grønne omstilling, øget ressourceeffektivitet på markerne, fokus på dyrevelfærd - og så stiger økosalget i øvrigt igen.

Økologisk fødevareproduktion er en schweizerkniv, som har potentialet til at være en del af løsningen på mange af de udfordringer, verden slås med. Det handler om klima, biodiversitet, global fødevareforsynings-sikkerhed og jordens frugtbarhed.

Sådan præsenterer Hans Erik Jørgensen, sektorformand for økologi i L&F, udgangspunktet for den nye strategi frem mod 2026, som blev præsenteret for nylig. Den skal vise vejen for L&F Økologis omtrent 1.400 landmandsmedlemmer samt medlemsvirksomheder, som tegner sig for mere end 80 procent af det samlede økologiske salg i Danmark.

-Vi synes, at økologiens rolle som motor og værktøj for den grønne omstilling er det helt rigtige fokus at have for en ny strategi. Økologien rummer så mange muligheder for at hjælpe os alle sammen med den grønne omstilling, og det skal vi forløse så godt som overhovedet muligt. Samtidigt vil vi selvfølgelig styrke robustheden og økonomien i vores driftsgren, og sikre at der er farbare veje ind i erhvervet for den næste generation, fastslår Hans Erik Jørgensen.


Kræver noget

En af de konkrete målsætninger er at styrke ressourceeffektiviteten på de økologisk dyrkede marker med 5 procent.

- Det giver positive effekter for både klimaet og mængden af fødevarer. At opfylde den målsætning kræver selvfølgelig noget af den enkelte landmand, men det kræver også, at de har adgang til den nyeste viden og værktøjer for at kunne tage det ryk. Det er blandt andet vores opgave, i samarbejde med det superskarpe Innovationscenter for Økologisk

Landbrug og vores dygtige økologirådgivere under DLBR at sikre, at landmændene har den mulighed, fastslår Hans Erik Jørgensen. 

Han ser også meget frem til det element i strategien, der handler om at styrke danskernes kendskab til økologiens kvaliteter, blandt andet om dyrevelfærd.

- God dyrevelfærd er jo helt centralt i økologisk produktion, og det slår selvfølgelig også igennem i form af, at vi ligger på det højeste niveau på dyrevelfærdsmærket. Det er rigtig godt, men vi skal have øje på hele tiden at udvikle os endnu mere på den parameter, blandt andet gennem at styrke overlevelsesgraden hos vores husdyr, siger Hans Erik Jørgensen, der ligeledes peger på, at man skal styrke danskernes kendskab til, hvad økologien kan, blandt andet på velfærdsområdet:

- Vi har en rigtig god historie at fortælle, også på velfærdsområdet. Derfor er det et af vores strategiske indsatsområder, at vi skal tættere på den økologiske forbruger. Mange forbrugere har blik for kvaliteterne i økologien, men vi kan og skal kommunikere bedre og stærkere til dem om vores måde at gøre tingene på.


Optimismen spirer

Hans Erik Jørgensen glæder sig over at kunne tage hul på en ny strategi på et bagtæppe af optimisme. Efter en periode med svigtende afsætning, så er der forårstegn at spore flere steder.

Midt i sidste måned meldte Arla ud, at salget af især øko-mælk igen er begyndt at stige. De seneste tre måneder var salget af økologiske mejeriprodukter steget 4 procent i forhold til året før. Og de seneste fire uger var væksten oppe på hele 7 procent.

- Og i det nye nummer af ’ØKOLOGI – Inspiration til jordbruget’ kan vi se nogle dejligt optimistiske udmeldinger fra både Salling Group, Rema1000 og COOP. De vejrer morgenluft på økologiens vegne og vil fortsat satse helhjertet på den. Det er et rigtigt godt rygstød, som også bør give os producenter et ekstra skud optimisme, siger Hans Erik Jørgensen.