
Landbrugsstyrelsen bagud med udbetalinger
Der skal mere skub i udbetalingerne, og der er behov for at Landbrugsstyrelsen genindfører et ambitiøst mål for støtteudbetalingerne.
Per 1. februar er der udbetalt grundbetaling til 92,9 procent af ansøgningerne fra 2023.
Dette er et væsentligt lavere niveau end tidligere år, hvor der som minimum har været udbetalt støtte til 97 procent af ansøgningerne. For bioordningerne er der også udbetalt til 92 procent eller mindre, og for økologisk arealtilskud 66 pct.
Derudover er det både landmænds- og konsulenters klare opfattelse, at det særligt er de store bedrifter, der ligger tilbage i bunken, og at det derfor er en væsentlig mindre andel af det samlede beløb, der er udbetalt.
Forsinkelser i udbetalingerne har en meget stor betydning for landmændenes likviditet.
Derfor har Landbrug & Fødevarer anmodet Landbrugsstyrelsen om, at der afsættes yderligere ressourcer til sagsbehandlingen af ansøgningerne, så de resterende landmænd kan få udbetalt støtten hurtigst muligt.
Vi har også opfordret til, at Landbrugsstyrelsen genindfører det tidligere gældende resultatmål om, at der ultimo januar skal være udbetalt landbrugsstøtte til 97 procent af ansøgerne.
Desuden er det vigtigt, at det i sagsbehandlingen sikres, at der ikke er specifikke typer af ansøgninger – som fx store ansøgninger – som er overrepræsenteret i restgruppen.
Helt generelt er en hurtig udbetaling af landbrugsstøtten til alle ansøgere en meget vigtig forudsætning for, at der ikke er behov for at kunne foretage forskudsbetalinger.