Nyhed, 28.februar 2024

Landbrugsstyrelsen forlænger perioden for teltoverdækninger

Efter pres fra Landbrug & Fødevarer og landets landbrugskonsulenter forlænger Landbrugsstyrelsen nu projektperioden for teltoverdækninger til 30 juni 2025.

Landbrug & Fødevarer noterer med stor tilfredshed, at Landbrugsstyrelsen har valgt at forlænge projektperioden for de mange ansøgere, der har søgt om tilskud til overdækning af gylletanke.

Opsætningerne kræver tomme gylletanke

Landbrugsstyrelsen har således valgt at lytte til erhvervet, som flere gange har påpeget, at opsætningerne ville være svære at nå, da gylletankene jo som regel kun står tomme efter 1. februar, hvor landmændene må starte med at køre gylle ud. Datoen afhænger desuden af om vejr, klima og jord tillader det. Derfor ville den tidligere projektperiode, til udgangen af marts, kun efterlade et meget lille rum til de mange opsætninger.

Dette sammenholdt med, at flere leverandører har haft svært ved at følge med den store efterspørgsel. Der er søgt for i alt 390 mio. kr. i årets ansøgningsrunde, hvoraf teltoverdækninger udgør en væsentlig del af den samlede mængde ansøgninger.