
EU-eksperter besøger dansk husdyrproduktion
Landbrug & Fødevarer har haft besøg af eksperter fra EU-Kommissionen og kommissionens forskningsenhed i Sevilla
I forbindelse med arbejdet med nye fælles driftsregler for større svine- og fjerkræbrug i EU skal besøget sikre, at danske løsninger og erfaringer bliver en del af grundlaget for fremtidens miljøgodkendelser.
Det reviderede direktiv om industrielle emissioner (IE-direktivet) er trådt i kraft, og arbejdet med at udforme fælles driftsregler for større svine- og fjerkræbrug i EU er i fuld gang. I den forbindelse har Landbrug & Fødevarer – i samarbejde med Ministeriet for Grøn Trepart – inviteret EU-kommissionen og medlemmer af den tekniske arbejdsgruppe på et såkaldt ”site visit” i Danmark.
Formålet med besøget var at give kommissionen et indblik i den danske husdyrproduktion og demonstrere, hvordan danske teknologier og metoder bidrager til at reducere udledningen af ammoniak og metan – både i staldene og ved udbringning af husdyrgødning
Fokus på lige vilkår og eksportmuligheder
IE-direktivet sætter rammerne for miljøgodkendelser og udledninger fra større virksomheder og husdyrbrug i EU. Landbrug & Fødevarer arbejder målrettet for, at de kommende regler sikrer lige konkurrencevilkår og anerkender danske miljøteknologier.
Danmark er blandt de førende i EU, når det gælder reduktion af emissioner fra husdyrproduktion. Derfor er det afgørende, at EU’s beslutningstagere får mulighed for at se de danske løsninger i praksis – og samtidig forstå de udfordringer, der kan følge med implementeringen.
Et komprimeret og indholdsrigt program
Delegationen besøgte en række aktører og virksomheder:
- Kim Kjær Knudsen griseproduktion: Præsentation af afbrændingsanlæg til metan.
- Axel Månsson: Økologisk ægproduktion og drøftelser om reglernes betydning for store økologiske fjerkræbrug.
- Samson Agro, Viborg: Teknologier til ammoniakreduktion ved udbringning af husdyrgødning.
- AU Viborg: Arbejde med normtal og test af miljøteknologi i universitetsregi.
- Rokkedahl Energi: Produktion og anvendelse af varmevekslere til fjerkræbrug og test af miljøteknologi.
- Robert Lynge: Nye staldsystemer til løsgående søer og håndtering af ammoniak- og metan emissioner.
Erfaringerne fra besøget vil indgå i det faglige grundlag for de kommende fælles driftsregler, som forventes at træde i kraft i 2030 for de største svine- og fjerkræbrug
Landbrug & Fødevarer vil fortsat arbejde for, at danske teknologier bliver anerkendt, og at nye krav implementeres ensartet i alle EU-lande og med mindst mulig administrativ byrde for dansk landbrug.
Læs tidligere nyhed om IE Direktivet fra ”Nyt fra L&F” her
Læs EU kommissionens nyhed (på engelsk) om det nye IE direktiv her
Læs det reviderede direktiv på dansk her