
Foto: Prikken Design
Fremskridt i godkendelse af klimavirkemidler
Klimatiltagsudvalget har foreslået 30 nye virkemidler, og samtidig er flere centrale tiltag ved at blive dokumenteret.
Med den kommende husdyrsafgift er det helt afgørende, at landbruget får adgang til relevante og effektive værktøjer til den grønne omstilling – så den enkelte landmand kan begrænse eller helt undgå afgiften.
Det er derfor positivt, at Klimatiltagsudvalget er kommet godt i gang med arbejdet, og at der på det andet møde i udvalget blev meldt 30 nye virkemidler ind, som nu skal undersøges nærmere. Derudover er en række virkemidler til at reducere drivhusgasudledningen fra stald, lager, køer på græs samt foderadditiver allerede godt på vej til at blive dokumenteret.
Status for godkendelse af klimavirkemidler
Vi har fra Landbrug & Fødevarers side deltaget aktivt i processen og presset på for en hurtig godkendelse af en bred vifte af virkemidler, som sker på et solidt fagligt grundlag og med klart sigte på, at de virkemidler, som godkendes, er tilpasset den enkelte landbrugsvirksomheds behov. Vi har bl.a. løbende bidraget med input om praktiske udfordringer og behov for fleksible løsninger, så klimavirkemidlerne kan integreres i driften uden unødigt bureaukrati. Og vi arbejder fortsat på, at godkendelsesprocessen forløber smidigt, og at opfindere og producenter af klimavirkemidler til landbruget får rådgivning og adgang til opdateret information om muligheder og krav til godkendelse af klimavirkemidler
På næste møde i klimatiltagsudvalget i november skal det drøftes, hvilke af de 30 virkemidler der i denne omgang skal videre til godkendelse.
30 nye virkemidler er meldt ind:
- 6 nye foderadditiver til kvæg
- 2 på avl af malkekøer og slagtekalve
- 1 på fordøjelse hos grise
- 4 nye virkemidler på gyllelagre
- 2 nye virkemidler på grisestalde
- 12 virkemidler til markdrift og gødningsanvendelse
- 3 Øvrige