Frivillighed, ejendomsret og lodsejerinddragelse i fokus

Som landmand bliver jeg glad, når jeg ser en nytilsået mark. Det er et tegn på, at endnu en sæson er skudt i gang, at spirerne snart vil komme op og til sidst kulminere i en god høst - hvis altså ikke vejret eller datotyranni står i vejen.

Men dele af omverdenen ser ikke nødvendigvis et opdyrket landskab på samme måde.

Der stilles mange krav til os fra samfundet. En del overflødige, nogle ligefrem absurde: Eksempelvis fire procents brakkrav, som kun Danmark holder fast i. Surrealistiske vandplaner med påviseligt umulige krav. Overdrevet datotyranni. Miljøtilladelser, også til grønne, bæredygtige tiltag, hvis vej gennem systemet er helt urimeligt lang.

Den slags benspænd må og skal vi sammen argumentere imod. Det betyder ikke, at vi er imod forandringer, for vi har altid udviklet os – ellers stod vi heller ikke i dag med et af verdens mest produktive og samtidigt klimaeffektive landbrug. Men absurde og unødvendige regler bliver vi aldrig overbevist om.

 
Den centrale frivillighed

Lige nu sender mange af de 23 lokale treparter skitsetegninger ind til landets kommuner.
Det er potentialeplaner, som anviser mulige veje til at omlægge jord, så både kvælstofudledning og udledninger af klimagasser reduceres, mens produktionen opretholdes.

I treparterne viser vi vilje til at indgå i dialog og nu er det op til den enkelte, om dialogen skal omsættes til handling. For rigtig mange vil det give god mening. Og for erhvervet som helhed vil der være en stor gevinst i, at vi kan lave omlægningsprojekter på en begrænset mængde jord for så til gengæld at slippe for rigid regulering på de resterende jorde. Vi har nu engang kun få hektar jord i lille Danmark. Lad os nu udnytte hver hektar til flere formål.

For det gode landmandskab har i mange år haft trange kår. Nu har vi en vej til, hvordan vi kan få det tilbage i centrum for vores fødevareproduktion.

Netop i disse uger melder mange af treparterne sig klar med deres bud på potentialeplaner. 

Jeg kan ikke understrege nok, at frivillighed er helt central i den proces, som nu kommer. Det har været op til den enkelte lokale trepart at beslutte, hvornår og hvordan man har inddraget og informeret de lodsejere, som kan blive berørt af planerne.

Derfor vil man som lodsejer opleve forskellige processer mellem både trepart og kommuner. Men uanset processen, så er det frivilligt for den enkelte lodsejer om han eller hun ønsker at indgå i et omlægningsprojekt. Selvfølgelig – for vi skal stå vagt om den private ejendomsret.

Skitseprojekter i spil

De potentialeplaner, som vedtages i de lokale treparter, er en oversigt over aktuelle og potentielle projekter på konkrete arealer i en lokal treparts geografiske område. Planen kan bestå af forskellige typer af projekter, hvor nogen kan være længere i processen end andre. En stor del af de indtegnede projekter vil være såkaldte skitseprojekter, som er med i potentialeplanen fordi den lokale trepart vurderer, at arealet har et potentiale i forhold til målsætningerne i den grønne trepart.

Selvom et skitseprojekt fremgår af potentialeplanen, er det ikke bindende for hverken lodsejere eller kommune, men skal forstås som et potentielt arealomlægningsprojekt, der bør undersøges nærmere i tæt dialog med de enkelte lodsejere, når planen skal realiseres. Hvis et skitseprojekt ikke kan blive til noget, udgår det som et potentielt projekt.

Det formentlig allervigtigste redskab for kommunerne til at gøre planer til virkelighed er lodsejerinddragelse.

 
Lodsejerens valg og vilkår

I den kommende tid skal lodsejerne have især to ting for øje: En meget stor del af treparternes projekter er altså skitser, der viser, hvor der eventuelt er potentiale for en omlægningsindsats. 

Man kan som lodsejer selv bestemme, om man vil gå i dialog med kommunen i forhold til, om potentialet eventuelt kan realiseres og om der er grundlag for at gå skridtet videre med en forundersøgelse.

Hvordan den enkelte lodsejer vil forholde sig til skitsetegningerne, vil naturligvis være individuelt. Mange vil helt sikkert kunne se en mening i at omlægge lavtliggende jord, der igen og igen driller, fordi dræn stopper til og oversvømmelser er mere reglen end undtagelsen. Andre vil kunne se gode muligheder i at plante skov, så der kommer mere sammenhængende skovarealer på bedriften og endeligt vil nogen takke helt nej, fordi det foreslåede projekt ikke giver mening for dem.  Og mange steder vil man kombinere med minivådområder eller andre kollektive virkemidler. Vi hører om stor opbakning fra mange lodsejere.

Den lokale tilgang betyder også, at der vil være forskellige måder hvorpå kommunerne handler og rækker ud. Men lad det være sagt meget klart: Den private ejendomsret, kan der ikke skrues på. Den gælder uanset om jorden ligger Herning eller Hinnerup. Det skal vi holde fast i og holde alle andre parter oppe på. Jorden er lodsejerens og det er hans eller hendes ret at råde over den.

Til gengæld skal vi også være ærlige over for hinanden og huske hverandre på, at verden ikke står stille. Kvælstofreduktionerne skal i hus på den ene eller anden måde, det har et stort flertal på Christiansborg besluttet. Hvis et skitseprojekt ikke kan blive til noget, udgår det altså af potentialeplanen igen. Men det kan betyde, at den lokale trepart skal finde alternative arealer i dens geografiske område, for at kunne levere.  

Men i den proces står Landbrug & Fødevarer sammen med foreningerne vagt om, at de kommende forhandlinger og processer foregår ordentligt og med fuld lodsejerinddragelse, kompensation og forudsigelighed.