Vi deler vandene – ansvaret skal vi også være fælles om

Derfor må interkalibreringsgarantien ikke glemmes. Den er et vigtigt element i at sikre en fair regulering af dansk landbrug.

I indsatsen for et sundt vandmiljø er det afgørende, vi arbejder efter rammer, der er realistiske og fælles i Europa. EU’s vandrammedirektiv kræver nemlig, at grænseværdierne for vandmiljøet kalibreres på tværs af lande, så vi måler efter samme standard og ikke står alene.

Det er netop dét, interkalibreringsgarantien i trepartsaftalen – en interkalibrering vi talte stærkt fagligt for - handler om: at Danmark ikke skal stå alene, men enten finder nye fælles mål med Sverige og Tyskland – eller tilpasser til de miljømål, vi oprindeligt blev enige om, og som EU har anerkendt, også kaldet scenarie 3.

Med politikernes valg af scenarie 1, står vi i dag med kvælstofkrav, der er helt ude af proportioner, fordi vi reelt skal kompensere for udledninger fra vores nabolande.

Urimelige og umulige krav

I Kløven på Ærø står landbruget over for et krav om at reducere kvælstofudledningen med 119 procent. Et håbløst krav for et område, som allerede er i god økologisk tilstand, når vi ser på både ålegræs og klorofyl.

Også i Kolding Fjord er virkeligheden skæv. Her går yderfjorden fra slet ikke at have et reduktionskrav til nu at skulle reducere med 72 procent. Den slags spring underminerer tilliden til indsatsen og gør det nærmest umuligt at planlægge arealanvendelse på en ansvarlig måde.

Når indsatskravene bliver så løsrevet fra virkeligheden, bruges ressourcerne forkert, hvor effekten er minimal – samtidig med at der stilles urimelige, eller decideret umulige, krav til landmændene. Det har vi længe været kritiske omkring og det vil vi fortsætte med at være.

Det er over et år siden, at vi sidst har hørt nyt om, hvor interkalibreringsarbejdet står. Vi ved, at regeringen har haft kontakt til Sverige og Tyskland, men ellers er billedet uklart.

Det skaber stor usikkerhed: Skal man udtage jord permanent nu, vel vidende at kravene kan ændre sig fundamentalt? Eller skal man vente og risikere at komme i klemme senere? Den situation var aldrig meningen med den oprindelige trepartsaftale, som netop skulle skabe ro om rammevilkårene og dermed mulighed for langsigtet planlægning.

Derfor er mit klare budskab til politikerne, at spørgsmålet om interkalibrering skal afklares.

I landbruget er vi fuldt ud klar over, at vandmiljøet mange steder i Danmark har brug for forbedringer. Vi vil bidrage, og vi vil tage vores del af ansvaret. Kun skovbruget og fiskeriet kan sige, de i lige så stor grad som os er erhverv, som lever med og af naturen. Det er derfor, landbruget i dag samarbejder lokalt og nationalt om løsninger, der skal bringe vores fjorde og kystvande i bedre tilstand.

Danske landmænd vil tage ansvar og levere de indsatser, der svarer til vores del af påvirkningen. Det sker gennem de lokale treparter, som kigger på hvordan reduktion af næringsstofudledninger kan ske samtidig med, at landbrugsproduktionen udvikles og styrkes. Der er tale om store indsatser, særligt i de mere lukkede fjorde.

I de åbne vande må vi insistere på fælles europæiske spilleregler. Ellers risikerer vi, at danske landmænd rammes uproportionelt hårdt for at levere indsatser, der ikke gør en reel forskel. Det må ikke ske. Det skal ikke ske. Tyskland og Sverige skal med på holdet, hvis en ekstra dansk indsats skal give mening i den virkelige verden.

Planer med rod i virkeligheden

Når vi nu taler reduktionsmål på kvælstof, så lad mig da blot – endnu engang – slå fast, for at undgå misforståelser: De reduktionsmål er altså ikke et resultat af den grønne trepartsaftale. De er besluttet for længst af myndigheder, forskere og politikere i foreløbigt tre generationer af vandplaner, der bygger oven på indsatserne helt tilbage fra 1980’ernes vandmiljøplaner.

Uden treparten ville vandplaner, vandmiljø og genbesøget af landbrugsaftalen kunne medføre permanent og massiv øget regulering uden loft. I stedet fik vi fastsat, at reduktionsmål skal nås blandt andet med arealomlægninger som hovedmotor kombineret med kollektive virkemidler, at der er loft over, hvor meget reguleringen kan øges på kort sigt, og at den målrettede regulering skal afvikles helt i takt med omlægningen af arealer. Så det gode landmandskab foldes ud.

Vi har kæmpet for frivillighed, faglighed – også med flere virkemidler og fokus på sædskifte og græs - kommunal handlepligt, erstatning for værditab, statslig finansiering og fokus på kollektive virkemidler. Alt det har vi sikret os. Alternativet ville være mere af den bevidstløse vandmiljøregulering, der i årtier har plaget os.

Men selvom reduktionsmålene er fastsat i vandplanerne, og vi har fået motor til at løse dem gennem treparten, stopper arbejdet med at udfordre vandplanerne fagligt og sikre et sagligt og faglig fundament for reguleringen aldrig.

Der er brug for, at planerne har rod i virkeligheden, for at vi kan have tillid til dem. Den virkelighed finder man tilsyneladende ikke i et kontor i hovedstaden. For på trods af genbesøg af vandplanerne, er der fortsat flere elementer, som virker tåbelige.

Et internationalt ekspertpanel gennemgik det faglige grundlag bag kvælstofmålene i vandplanerne tilbage i 2023. Her var der grundlæggende en bekræftelse af, at der er brug for store reduktioner af kvælstofudledningen i Danmark, men der var også en række kritikpunkter og anbefalinger til ændringer. Som for eksempel, at ålegræssets dybdegrænse ikke meningsfuldt kan være dybere end vandområdet selv.

Den slags absurditeter gør det utrolig svært at tage vandplanerne alvorligt.

Faglighed er faglighed

Derfor har vi sammen med dygtige foreninger lavet omfattende høringssvar, som rummer meget høj faglighed. Det skal de ansvarlige myndigheder lytte til. Faglighed er faglighed.

Det er vigtigt, at vi alle erkender, at ikke én løsning passer alle steder. Der er ikke én model, der kan rulles ud over hele landet. Det er forskelligt, hvad der virker i Ringkøbing Fjord og i Odense Fjord. Det er forskelligt, hvordan man bedst reducerer fosfor, og hvordan man får ålegræsset til at gro.

Det ved de lokale: De fire første kystvandråd beskrev det detaljeret, inden vandplanerne blev udgivet, og det burde være afspejlet langt bedre i planerne.

Derfor har vi presset på for flere kystvandråd, der lokalt finder de gode løsninger. Dem har vi fået, og nu skal politikere og myndigheder så lytte til de input, der kommer – samtidig med, at der følges op på de internationale eksperters anbefalinger.