
Niels Hougaard
NGT – endelig et skridt nærmere
De europæiske medlemslande har stemt ja til NGT-forslaget – en beslutning, der vil give EU’s forædlere mulighed for hurtigt at udvikle nye plantesorter.
NGT (New Genomic Techniques, Præcisionsforædlingsteknikker i planter) er en samlebetegnelse for præcisionsforædling som fx CRISPR. Der indsættes ikke fremmed DNA, men arbejdes med små, målrettede ændringer i plantens eget arvemateriale – på samme måde som naturlige mutationer og den nuværende planteforædling, men langt hurtigere og mere præcist.
I Landbrug & Fødevarer har vi kæmpet for denne udvikling siden 2015, fordi vi ved, hvor afgørende præcisionsforædlingsteknikkerne er, for både en grøn omstilling og for Europas konkurrenceevne, samt en meget aktuel fødevareforsyningssikkerhed. Flere lande uden for EU har allerede tilladt NGT, og det er afgørende, at EU følger med.
Men arbejdet stopper ikke her! Vi følger tæt de videre forhandlinger mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet for at sikre de bedste rammevilkår for dansk og europæisk landbrug. Om alt går vel, kan den ny lovgivning være på plads i løbet af det danske formandskab i EU, hvilket som bekendt er 2. halvår af 2025.
Når lovgivningen er på plads, skal nye NGT-sorter markedsføres via EU’s frølovgivning, dvs. at sorterne skal leve op til de sædvanlige krav til identitet og dyrkningsværdi.