
Vi følger ulovlig og dyr aktivisme helt til dørs
Af Martin Hjort Jensen, viceformand, Landbrug & Fødevarer.
Der er grund til at være glad for, at der nu er sat et endegyldigt punktum for en snart seks år gammel sag om ulovlig indtrængning hos en griseproducent på Falster. Den sidste af tre aktivister, den tidligere leder af Veganerpartiet Henrik Vindfeldt, har indgået forlig, anerkender sit ansvar, og betaler et beløb til landmanden.
Sagen påførte landmanden et stort økonomisk tab, da hans sundhedsstatus skulle genbekræftes med nye analyser til følge. Det ved alle i grisebranchen er en bekostelig affære.
Derfor har Landbrug & Fødevarer også ført sagen som principsag med krav om erstatning.
Det har vi gjort, fordi det i vores verden er helt grundlæggende, at det selvfølgelig har en pris, hvis man trænger ind på privat ejendom og bringer smittebeskyttelsen i fare. Uanset om man kender systemet eller ej.
At man mener sig berettiget til at bryde love og regler, fordi man mener at ville ’det gode og rigtige’ er selvfølgelig ikke en holdbar undskyldning.
Vi tager gerne debatterne om vores måde at drive landbrug på. Hvordan vi dyrker markerne og passer dyrene. Men vi kan naturligvis ikke acceptere, at vores medlemmer påføres tab på grund af ulovlig indtrængen, og samtidig hænges ud på sociale medier. Så kommer vi selvfølgelig til at reagere og følge sagerne helt til dørs på vores medlemmers vegne.