
Første resultater i indsats mod spildevand og overløb er her
Af Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer.
I sidste uge skar en politisk aftale ud i pap, at der skal gøres mere ved udledningerne af næringsstoffer fra spildevand. Aftalen vil reducere udledningerne svarende til 572 tons kvælstof fra spildevand om året gennem øget rensning ved 16 fjorde og kystvande rundt i landet.
Indsats mod spildevand og overløb var en for os meget afgørende del af aftalen i grøn trepart. Nu ser vi de første resultater.
Men vi er ikke i mål, for aftalen siger klart, vi skal nå en samlet kvælstofreduktion fra spildevand på 860 tons. Der er ikke noget at rafle om.
Ligesom vi i landbruget skal nå vores mål, skal myndighederne ligeså. I pressemeddelelsen om aftalen skriver regeringen da også, der skal investeres i udvidelse i kapaciteten på rensningsanlæg for at håndtere større vandmængder og reducere antallet af overløb. Udledning af spildevand skal begrænses gennem indførsel af afgift på overløb af urenset spildevand og ved krav i det nye byspildevandsdirektiv
Det er oplagt at finde de resterende 288 tons kvælstofækvivalenter fra aftalen gennem reduktioner i antallet af overløb. Den indsats er et særligt vigtigt element på grund af klimaforandringerne. For med varmere vand betyder spildevand og overløb i sommermånederne mere, og flere voldsomme regnvejrshændelser presser rensningsanlæg.
Som det er nu, vurderer myndighederne, at usikkerheden er over 55 pct. på halvdelen af de indmeldte overløb. Og så har vi ikke engang talt om de uregistrerede. Det er langt fra godt nok og understreger behovet for handling. Landmænd ved, hvor meget kvælstof de bruger, og der er streng kontrol med området. Men samtidig har vi eksempler på, at urenset spildevand får lov til at løbe ud i åer, vandløb og fjorde fra overløb.
Vores arbejde for mere data og flere indsatser fortsætter.