Foto: Niels Hougaard/L&F

Nyhed, 16.april 2025

Ny aftale sikrer smart pesticidkontrol

Landbrug & Fødevarer støtter ny kontrolaftale om pesticider. Den gør kontrollen mere målrettet.

Af Martin Hjort Jensen, viceformand i Landbrug & Fødevarer

I efteråret kørte en række mediehistorier om pesticidkontrol og overtrædelser. 

En ny politisk aftale på Christiansborg gør nu kontrolindsatsen mere målrettet ved at fokusere på de områder, hvor der er udfordringer med indberetningerne af pesticidforbrug. Det er en fornuftig løsning, som vi bakker op om. Det nuværende kontroltryk øges ikke generelt, hvilket ikke vil være til større nytte for nogen. Derimod er der nu øget kontrol der, hvor risiko for overtrædelser er størst. Risikobaseret kontrol giver faglig mening.

Reglerne skal naturligvis overholdes, og det er den enkelte landmands ansvar at sikre, at det sker. De politiske tiltag bidrager, men vi er også selv vores ansvar bevidst og har i Plantesektoren iværksat en handlingsplan, der skal styrke landmændenes opmærksomhed på de gældende regler.

Handlingsplanen koncentrerer sig primært om korrekt opbevaring af pesticider, udfyldelse af IPM-skema og syn af sprøjter.

Det er vigtigt, at vi både nu og i fremtiden anvender pesticider korrekt. Det er i vores alles interesse, at vi forbliver bevidste om de gældende krav og regler, så vi kan undgå overtrædelser.

Den politiske aftale etablerer også en task force til at analysere statistikkerne og sikre bedre efterlevelse af reglerne.

Vi vil naturligvis gerne bidrage konstruktivt til arbejdet i task-forcen, så vi i fællesskab kan sikre en effektiv og målrettet indsats, der både understøtter landbrugets behov og sikrer, at anvendelsen af pesticider – både i landbruget og i andre sektorer – sker på en miljømæssigt forsvarlig måde.