Pressefoto

Nyhed, 23.april 2025

Gebyrtryk skal lettes – og nye kontrolmuligheder udnyttes

Af Flemming Nør-Pedersen, viceadm. direktør, Landbrug & Fødevarer.

Gebyrskruen ved landbruget og fødevarebranchens kontroller skal lettes, og det skal være med varige reduktioner af byrderne, blandt andet gennem at inddrage ny teknologi og gøre op med vanetænkningen. 

Det mener Landbrug & Fødevarer og derfor har vi de seneste måneder samlet forslag hos medlemmerne til konkrete og pragmatiske lempelser, der kan reducere gebyrer, uden at give køb på effekten af kontrollerne. Indsatsen kommer med udgangspunkt i et arbejde for at reducere gebyrtrykket, som fødevareminister Jacob Jensen satte i gang i januar måned. Her indbød han erhvervet til at bidrage med input. 

Det er en indsats fra ministeren, som vi kun kan hilse velkommen.  

Vi opfordrer ministeren til at tilgå udfordringen bredt. Nogle gebyrer kan reduceres, andre helt bortfalde. Samtidig åbner ny teknologi, som eksempelvis videosyn, for andre måder at udføre kontrol på, som er mindre byrdefuld for virksomheder og landmænd.   

Vi ser ikke kun et behov for mindre kontrol, men i høj grad også for mere målrettet kontrol og udvikling af nye kontrolkoncepter.  

Det er nemlig vigtigt, at der bliver tale om varige reduktioner af byrderne, og ikke kun om mindre reduktioner i gebyrerne, der om få år er tilbage på niveau. 

Vi håber, ministeren vil ryste posen grundigt og benytte lejligheden til at sikre, at der tænkes nyt i udvikling og tilrettelæggelse af kontrollerne. Vi har alle gavn af en effektiv kontrol, der samtidig er hurtig, ubureaukratisk og omkostningseffektiv.