Nyhed, 30.april 2025

FOSS lancerer ny fødevareteknologi i Japan

Dansk teknologi skal hjælpe japanske producenter med at bekæmpe usynlige toksiner i korn.

I forbindelse med det danske eksportfremstød til Japan introducerede FOSS den nye løsning MycoFoss på det japanske marked. Teknologien giver fødevareproducenter mulighed for at teste for mykotoksiner i hvede, byg og majs – usynlige toksiner, der hvert år kontaminerer op mod 25 % af verdens høst og forårsager tab på op mod 50 milliarder kroner.

Japans varme og fugtige klima gør landets kornproduktion særligt udsat for mykotoksiner, og alene madspild og produkt-tilbagekaldelser koster industrien over 900 millioner kroner årligt.

- Japan er et unikt marked med nogle af verdens højeste standarder for fødevaresikkerhed og kvalitet. Det gør landet til en ideel samarbejdspartner for en innovationsvirksomhed som FOSS, der udvikler verdens førende analyseløsninger og giver producenter værdifuld indsigt i deres råvarer, siger Christian Rosenkrantz de Lasson, der er Senior Vice President, Marketing & Front-End Innovation i FOSS.

Japan har en særlig betydning for FOSS, som for præcis 50 år siden åbnede sit første selskab uden for Europa netop her. Siden da har landet været et strategisk nøglemarked, siger Christian Rosenkrantz de Lasson:

- Her tillægges historien, traditionerne og de langsigtede relationer en særlig værdi – og netop derfor har deltagelsen i det royale erhvervsfremstød stor betydning for os. Det bygger videre på over 50 års samarbejde og åbner døre til nye partnerskaber. Den mulighed har vi grebet til at introducere en af FOSS’ nyeste innovationer i Japan: MycoFoss.