Nyhed, 30.april 2025

Japan åbner nye muligheder for dansk landbrug

Eksportfremstød med kongelig opbakning sætter fokus på bæredygtighed, kvalitet og partnerskaber i Østen.

Et dansk eksportfremstød i Japan, med deltagelse af både H.M. Kong Frederik X, fødevareminister Jacob Jensen og en række af landets førende fødevarevirksomheder, åbner nye muligheder for dansk landbrug i et marked med stort behov for både kvalitetsprodukter og bæredygtige løsninger.

Japan er i dag kun selvforsynende med omkring 38 procent af sine fødevarer. Samtidig er gennemsnitsalderen blandt japanske landmænd 68 år, og landets fødevaresektor står over for både arbejdskraftmangel og behov for modernisering. Det skaber et unikt eksportvindue for Danmark, der er en fødevarenation med stærke kompetencer inden for bæredygtighed, effektivitet og kvalitet.

- Når vi rejser så langt væk, er det, fordi vi ved, at potentialet er meget stort. Vi står med produkter, der matcher den japanske forbrugers krav til kvalitet og sikkerhed – og vi står med løsninger, der kan gøre japansk landbrug mere effektivt. Det skal vi udnytte, siger Flemming Nør-Pedersen, der er viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

Kongelig åbningstale

Under erhvervsfremstødet satte H.M. Kong Frederik X i sin åbningstale ved en konference om fremtidens fødevareproduktion- og sikkerhed fokus på det fælles ansvar, der følger med det internationale samarbejde:

- Sammen har vores to lande potentialet til at gå forrest i håndteringen af den globale udfordring med fødevareproduktion – en udfordring, der kræver, at vi brødføder en voksende befolkning og samtidig bevarer den natur, der omgiver os.

Og ligesom H.M. Kong Frederik mener Flemming Nør-Pedersen også, at det handler om mere end at sælge flere varer – det handler også om at sikre fremtiden for dansk fødevareerhverv i en tid, hvor traditionelle markeder bliver mere usikre:

 De amerikanske udmeldinger om told og handelsbarrierer viser, hvor hurtigt vilkårene kan ændre sig. Derfor er det vigtigt, at vi står stærkt flere steder i verden. Japan er et marked, hvor vi allerede er til stede, men hvor vi kan få meget mere ud af det, hvis vi investerer tid og relationer.

Eksportfremstødet inkluderede både besøg hos japanske detailkæder og importører samt deltagelse i EXPO, hvor danske virksomheder fik mulighed for at fremvise løsninger, der kan gøre en reel forskel i japansk landbrug. Blandt deltagerne var blandt andre Danish Crown, FOSS, Arla, KMC, Frederiksdal Kirsebærvin og Novonesis.

Tre ministre

-Også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, erhvervsminister Morten Bødskov og fødevareminister Jacob Jensen deltog i eksportfremstødet til Japan. Her brugte minister Jacob Jensen lejligheden til at fremhæve den danske trepartsaftale som et godt eksempel på, hvordan ambitiøse klima- og fødevaretiltag kan virke i praksis:

- Den danske trepartsaftale er et stærkt eksempel på, hvordan ambitiøse klimahandlinger kan implementeres i landbrugs- og fødevaresektoren. Aftalen kan også være en inspiration til, hvordan Danmark og Japan kan forbedre samarbejdet om bæredygtige løsninger for vores fødevareproduktion, sagde han.

For Landbrug & Fødevarer handler indsatsen i høj grad også om at støtte både store og små producenter i at udnytte det japanske potentiale – noget, organisationens kontor i Tokyo arbejder målrettet med til daglig. Ifølge Flemming Nør-Pedersen er det netop nu, der er brug for at tænke stort og langsigtet:

- Vi skal turde satse på fremtidens markeder. Danmark og de danske landmænd har noget særligt at tilbyde verden, og det er tydeligt, at det japanske marked er klar til at tage imod det.

Sidste år eksporterede den danske fødevareklynge varer til Japan for knap 4 mia. kr.